Ny faglig podcast til branchen
Den første episode af Cevas nye podcast Griseriet er nu frit tilgængelig for alle på iTunes, Spotify og Spreaker.

Podcasten »Griseriet« er tilgængelig på Spotify, Apple Podcast eller Spreaker.
Moderne svineproduktion udvikler sig, og det kræver sin landmand at følge med. Svaret på denne udfordring er »Griseriet«, som er en ny podcast om faglige udfordringer, hvor snakken tager udgangspunkt i erfaringer fra staldgangen og konkrete tiltag.
- Griseriet er en podcast med en praktisk tilgang og fokus på retningslinjer, som landmænd, konsulenter og dyrlæger kan forholde sig til og arbejde ud fra, fortæller produktchef Anja Kibsgaard fra Ceva, der lancerer podcasten.
Hver episode varer 20-30 minutter, og værten Henrik Balleby får besøg af en række eksperter, der giver deres anbefalinger på området. Det giver en god og nuanceret debat med flere perspektiver, fortæller folkene bag podcasten.
- Der er mange måder at have en besætning på, så debatten skal være nuanceret og gøre det klart, hvad de abstrakte idealer betyder for medarbejderne i stalden, siger Anja Kibsgaard.
Fokus på holdstyring
I den første episode diskuterer Michael Frederiksen fra SvineRådgivningen og Henrik Bech Pedersen fra Ceva udfordringer og fordele ved holdstyring og udfasningen af zink. De har begge mange års erfaring som konsulenter og lægger vægt på, at holdstyring som redskab kræver struktur og målbare målsætninger – og hvordan gør man det i praksis?
- Det kræver god kommunikation mellem fare- og klimastald og klare målsætninger, som alle medarbejderne kender. Det er vigtigt at måle resultaterne for at se, om indsatsen betaler sig, forklarer Henrik Bech Pedersen.
Podcasten er tilgængelig på Spotify, Apple Podcast eller Spreaker, hvor der løbende bliver lagt nye episoder op, som du kan lytte til – på farten eller på staldgangen.
cab