Ny test til hurtig diagnostik ved luftvejsinfektioner

I samarbejde med Porcus har Center for Diagnostik DTU udviklet en ny test til diagnosticering af luftvejsinfektioner hos pattegrise og klimagrise.

Smart Swap er navnet på den nye test til diagnosticering af luftvejsinfektioner, som Center for Diagnostik DTU har udarbejdet i samarbejde med Porcus og om få uger er klar til at tage i brug.

I en meddelelse på DTU’s hjemmeside beskrives det, hvordan den nye test er baseret på næsesvaber-prøver. Her oplyses det endvidere, at man under udarbejdelse af testen opstillede følgende succeskriterier: Den skulle kunne teste for mange sygdomme på en gang, testen skal være let at udføre, testen skal være billig i forhold til alternativerne, og så skal testen bruges med en fast systematik, da data fra testene på sigt kan give en bedre forståelse for sygdommes udbredelse og vigtighed i danske svinebesætninger.

Centret anvender Fluidigm-teknologi, som er et high-throughput real-time PCR-system, der kan analysere et stort antal prøver på én gang og for flere sygdomme samtidigt. Denne PCR-teknologi påviser gener fra bakterier og vira og benyttes blandt andet i SOS-besætninger (besætninger, der anvender Objektiv Sundhedsovervågning som et diagnostisk værktøj, red.).

Med centrets store erfaring i Fluidigm-teknologien er PCR-analysen derfor en perfekt metode til undersøgelse af disse næsesvabere, lyder det i meddelelsen.

Ens symptomer 

Symptomer som hoste, nysen, åndedrætsproblemer, opsvulmede øjne, mellemørebetændelse og i alvorlige tilfælde også øget dødelighed ses ofte i vinterperioden, hvor luftvejsinfektioner trives godt. Der er mange forskellige bakterier og vira, som kan give ovenstående symptomer, og ofte rammes grisene af flere infektioner på samme tid.

Det er derfor vigtigt at kunne stille hurtige diagnoser, så der kan gribes ind med en fokuseret indsats. Dette er derfor også baggrunden for udviklingen af Smart Swap.

Ifølge DTU kan der i dag allerede let undersøges for influenza via næsesvaber, og derfor er det hensigtsmæssigt med denne metode at kunne analysere for flere diagnoser på samme tid.

Anvendelse af testen

Testen udføres ved at udtage 4 x 5 næsesvaber-prøver i henholdsvis farestald og klimastald.

I farestalden udtages der prøver fra ældste ugehold, fem næsesvaberprøver fra to »urene kuld«, som for eksempel opsamlingskuld, etc., og fem næsesvaberprøver fra to »rene kuld«, altså grise der ikke har været byttet rundt og som ser sunde ud.

I klimastalden udtages der altid fra det sidst indsatte hold. Fem svaberprøver fra to syge/opsamlingsstier og fem svaberprøver fra to stier med grise uden symptomer.

På denne måde får man et billede af, om de »dårligste grise« er mere ramt af sygdom, og om de er ramt af flere sygdomme end resten af grisene samt generelt indblik i, hvilke bakterier og vira der kan være en udfordring for den pågældende besætning.

Det oplyses, at anvendelse af testen påbegyndes om få uger. 

cab

Diagnostik af luftvejsinfektioner

Ifølge Center for Diagnostik DTU kan følgende ti sygdomme undersøges på én gang via testen Smart Swap:

● Glässer

● Mycoplasma Hyorhinis

● Pasteurella Multocida

● Cytomegalovirus

● PCV2

● Streptococcus Suis type 2

● Influenza A

● Pandemisk Influenza

● Bordetella Bronchoseptica

● Ondartet lungesyge (test for lungesyge kan fravælges)

Kilde: Center for Diagnostik DTU

Læs også