Høsten er ved at komme i hus, og dette betyder, at der er en del fokuspunkter, som man skal have in mente, når den nye høst skal tages i brug. Dyrlægerne hos Ø-Vet kommer i deres seneste nyhedsbrev med en række anbefalinger:

- Inden den nye høst kommer på lager, er det en god idé at sørge for at få tømt siloerne helt for gammelt foder og få kigget op i siloerne, om der er flager af fastgjort gammelt foder, som skal fjernes, inden den nye høst kommer på lager.

 

Forgiftning

Friskkornsforgiftning forårsages af en eftermodningsproces i kornet, hvor der kan dannes skadelige frie radikaler. Dette kan medføre symptomer i grisene såsom: diarré, »mulberry heart disease«, nedsat appetit og øget risiko for kastninger.

- Risikoen for friskkornsforgiftning er stor i denne periode, hvor den nyhøstede vinterbyg er taget i brug. Det kan forebygges ved at tilføje 120-150 mg E-vitamin pr. FE i 6 uger efter høst, hvor risikoen er størst.

 

Toksiner i kornet

Toksiner kan allerede dannes før høst, og derfor kan det være en god idé at overveje at få lavet en kornanalyse, hvis man har øget risiko for toksiner i kornet.

Ifølge Ø-Vet er disse risikofaktorer blandt andet: Våd vækstsæson og våd høst, majs eller hvede som forfrugt, reduceret jordbehandling, ligesom forskellige hvedesorter har forskellig modtagelighed.

- Hvis analyserne viser en høj mængde af toksiner i foderet, kan der tilsættes toksinbindere. Hver toksinbinder er dog kun godkendt til specifikke toksiner, og derfor er de ikke nødvendigvis velegnede til alle toksintyper.

 

Foderoptimering

Dyrlægerne anbefaler derudover, at man får lavet en analyse af den nye høst, inden det tages i brug, så der kan laves foderoptimeringer ud fra det nye korn.

- Herved undgås over- eller underforsyning, så man derved får de bedst mulige produktionsresultater, lyder det fra Ø-Vet.

 

Svin