Formand: Farestald-udspil kan øge dødeligheden blandt søer
Det kan blive svært at holde dødeligheden nede blandt søer i farestalde, hvis man lader dem gå løse, siger formanden for Danske Svineproducenter, Torben Hauskov.
I dag kom miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) med et nyt udspil på dyrevelfærdsområdet. Ministeren har sat 10 millioner kroner af til en pulje, hvorfra svineproducenter kan søge om tilskud til at etablere løsdrift blandt søer i farestalde, hvilket ifølge ministeren skulle øge dyrevelfærden.
Men at øge antallet af farestalde til fritgående søer vil øge dødeligheden, advarer formanden for Danske Svineproducenter, Torben Hauskov.
- Der er ikke så meget tvivl om, at når vi snakker løsgående søer i farestalden, så snakker vi om en højere dødelighed blandt søerne. Derfor synes jeg godt, man kan diskutere, om et tiltag som det her giver øget dyrevelfærd, siger Torben Hauskov til Effektivt Landbrug.
Torben Hauskov foreslår i stedet, at man skal gå andre veje for at komme problemet med dødeligheden til livs end at bygge flere farestalde.
- Jeg er ikke modstander af at have løsgående søer i farestalden. Jeg er bare ikke tilhænger af, at man laver et system, der medfører øget dødelighed, så det kunne jo være, at man skulle prøve at få udviklet farestier i stedet for at få bygget en masse af dem, siger Torben Hauskov.
L&F: Positivt
Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, er glad for tilsagnet om støtte.
- Vi er derfor glade for, at ministeren lytter og ønsker at understøtte den udvikling, som også er en del af erhvervets egen strategi for, hvordan vi fremmer endnu bedre dyrevelfærd uden at forringe vores konkurrenceevne, siger han.
- Hvis økonomien ikke hænger sammen, så er der intet, der kan lade sig gøre. Derfor er det positivt, at ministeren sætter handling bag ordene i form af kroner og øre, siger Erik Larsen.
I år er der afsat 18 millioner kroner til farestaldordningen, mens der altså er afsat 10 millioner kroner til ordningen i 2019.
BERIGTIGELSE
Fritgående søer i farestalden kan udgøre en risiko for pattegrisene og ikke for søerne, som vi skrev i avisen i går efter et interview med Torben Hauskov, formand for Danske Svineproducenter. Hauskov kommenterede på miljø- og fødevareministerens tilsagn om at afsætte 10 millioner kroner ekstra til en farestaldsordning i 2019. Dødeligheden hos pattegrise kan stige, mens sundheden ofte forbedres for søerne, når de kan gå frit i farestalden, oplyser Danske Svineproducenter.