Landmænd bakker op om nyt projekt om græsukrudt
Et nyt projekt skal hjælpe landmænd med deres udfordringer med græsukrudt.

Græsukrudt er et dyrt bekendtskab, der langsomt kan vokse sig større og være meget svært at komme til livs. Derfor har landmænd nu mulighed for at melde sig til et nyt projekt, hvor formålet er at italesætte og identificere ejendomsspecifikke problemer med græsukrudt i forskellige dyrkningsformer.
- Så snart man selv synes, man har problemer med græsukrudtet, er det oftest for sent. Oftest har problemet stille og roligt vokset sig større over en længere årrække uden, at man har fået gjort noget effektivt ved det. Den rigtige ukrudtsløsning og strategi starter derfor lang tid før, at man etablerer den specifikke afgrøde, fortæller Kristian Marcher Thomsen, som er rådgivende konsulent på projektet i Agrovi, der starter 17.marts.
I Agrovi ved man, at mere end 50 procent af planteavlskunderne har udfordringer med græsukrudt, så det er et fælles problem for mange. Derfor skal det nye IPM-projekt, der er støttet af Miljøstyrelsen, give planteavlere mulighed for at nedbringe deres brug af herbicider og samtidig komme ukrudtet til livs i det lange løb.
- Løsningen på ethvert ukrudtsproblem, er at turde erkende problemet i god tid og handle på det. Men med de eksisterende ukrudtsmidler på markedet, er græsukrudt et særdeles dyrt bekendtskab. Det er sjældent, at det rigtig lykkes at forhindre ny frøspredning i løbet af vækstsæsonen, hvis midlerne overhovedet virker. Der kommer nemlig ikke umiddelbart nye effektive ukrudtsmidler på markedet, og vi må derfor værne så godt som muligt om de få midler, vi stadigt har til rådighed, tilføjer Marcher Thomsen.
Detaljeret plan frem
Projektet vil tage udgangspunkt i bedriftsnære IPM-handlingsplaner til håndtering af græsukrudt i både det pløjede og pløjefri system samt på marker, der dyrkes ud fra principperne i Conservation Agriculture. Projektet skydes i gang med et online kursus for alle interesserede, og her bruges der tid på oprettelse af en personlig handlingsplan, som bliver den enkelte deltagers drejebog igennem hele projektet.
- Det er særdeles vigtigt at sætte ind, inden man står med dyre og uoverstigelige ukrudtsproblemer. Det er vigtigt at tænke sig grundigt om og få lagt en solid IPM-strategi, så man kan komme ukrudtsproblemerne i forkøbet. Vi har flere dygtige eksperter på programmet til vores indledende kursus, der vil dele ud af deres viden, blandt andet om den allernyeste teknologi inden for ukrudtsbekæmpelse. Vores rådgivere hjælper også deltagerne med at komme i mål med handlingsplanen, så alle kommer godt fra start i projektet, siger Marcher Thomsen.
Det indledende kursus 17. marts, der allerede har en del tilmeldte følges op af en række markdage i maj, hvor problemerne i de forskellige dyrkningssystemer gennemgås.