Vigtigt med et godt fundament
Hos Horsch-importøren i Hammel er der godt gang i salget af redskaber til efterårets jordbehandling og såning af vinterafgrøderne.

Horsch Joker RT-discharverne med MiniDrill-såudstyr er populære harver til alle dyrkningssystemer, med eller uden plov. Specielt modellerne i seks og otte meters arbejdsbredde med såudstyr til efterafgrøder er meget populære, lyder det fra importøren. Foto: Arne Gejl
Hos MS Agro i Faarup, beliggende mellem Randers og Hobro, har man valgt en Horsch Joker 6 RT-discharve monteret med frøudstyr til at klare de øverlige harvninger til det falske såbed og etablering af efterafgrøderne.
Den seks meter brede Horsch-discharve er udstyret med Horsch MiniDrill-frøudstyr, der kan betjenes og styres via traktorens Isobus-terminal.
Jokeren er monteret med hydraulisk indstilling af arbejdsdybden fra traktorens førersæde, og dybden styres af støttehjul forrest i kombination med pakkeren – en dobbelt RollPack. Ved etablering af efterafgrøder blæses frøene ud foran pakkeren.
Horsch Joker RT-discharverne leveres i fem modeller fra 5,15 til 12,25 meters arbejdsbredde.
Populær til alle dyrkningssystemer
- Vi har solgt utroligt mange tand- og discharver igen i år. Til bekæmpelse af agersnegle er harvninger en velkendt metode til at nedbringe angreb på vintersæden, ligesom en eller flere harvninger sikrer et godt fundament til den næste afgrøde, siger produktspecialist på Horsch’ jordbearbejdning og såteknik, Arne Gejl fra WekoAgro i Hammel, der er importør af Horsch-maskiner i Danmark.
- Horsch Joker-discharven sælger ganske flot, og specielt RT-modellerne i seks og otte meters arbejdsbredde er meget populære. Ofte leveres de med såudstyr til etablering af efterafgrøder med samtidig nedmuldning af halm og stub. I pløjede systemer bliver Jokerne også brugt som såbedsharve, hvor der kan monteres slæbeplanke forrest, forklarer han.