Det er nu, du skal tænke på vanding i 2022
Fabrikanter af vandingsmaskiner er ligesom den øvrige maskinbranche presset af stigende råvarepriser og en enorm efterspørgsel efter komponenter. Bestil nu til den kommende sæson, opfordrer fabrikant.
Vinterafgrøderne skal som bekendt i jorden i denne tid for kunne blive høstet næste sommer. Den planlægning ligger på rygraden hos alle planteavlere. Og netop planlægning er også et nøgleord, når man taler vanding. Ikke mindst, hvis man skal have opdateret sit udstyr og købe nyt.
For ligesom den øvrige maskinbranche er også fabrikanter af vandingsmaskiner udfordret af en enorm efterspørgsel efter komponenter på verdensmarkedet. Samtidig er en række råvarepriser og fragtrater stærkt stigende.
- Vi oplever stålpriser, der er steget 240 procent. Og vi har betydelige stigninger på over 200 procent på plastikgranulat, som vi bruger til at producere plastdele til vores maskiner af. Også dæk til vandingsmaskinerne er en decideret mangelvare, som giver fabrikanterne store udfordringer i praksis.
Det betyder, forklarer Jacob Johnsen fra maskinproducenten Bauer, at man hos den østrigske vandingsspecialist råder til, at man snarrets muligt bestiller sin vandingsmaskine, så den kan være klar til levering til næste sæson.
Bestil tidligt og få rabat
Jacob Johnsen er area sales manager i Skandinavien for Bauer. Og firmaet kører netop nu en »early bird-kampagne«. Det betyder, at der er rabat at hente på vandingsmaskiner, hvis man bestiller inden for de kommende par måneder.
- Vi ønsker at kunne planlægge vores produktion optimalt på vores fabrik. Vi er ligesom alle andre udfordret af de stigende priser på komponenter og råvarer. Ligesom det også påvirker os, at der er gang i industrien generelt.
- Derfor giver vi en rabat til dem, der bestiller i god tid. For det betyder meget for vores produktionsplanlægning, forklarer Jacob Johnsen. Han tilføjer, at fordi det har været tørt i store dele af Europa i år, er det allerede indløbet ordrer fra mange europæiske landmænd til Bauers fabrik. Derfor skal man som dansk landmand også være ude i god tid, pointerer han.
Markedet vokser
Sales manageren, der har hele Skandinavien som sit arbejdsområde, oplever et voksende marked for vandingsmaskiner i Danmark i disse år.
- Det skyldes sandsynligvis, at kravene til vores fødevarer hele tiden stiger. Forbrugerne vil have ens kvalitetsvarer. Og vanding kan være med til at sikre både den kvalitet og den ensartethed, som efterspørges, lyder vurderingen.
Samtidig er vanding også en forsikring for planteavlerne. Ikke mindst dem, som dyrker højværdiafgrøder.
- Klimaforandringer med længere tørkeperioder har vi allerede opleve herhjemme. Og her er vandingsmaskinerne en forsikring. Og den præmie er der flere og flere planteavlere, der kan se det fornuftige i at betale – også selvom vandingsmaskinerne ikke nødvendigvis kører hvert eneste år, slutter Jacob Johnsen.