- Kun folk fra de store byer, måske på vej til sommerhuset i Bøsøre, spørger om det er økologisk. Ellers går man efter lokale kødprodukter med en egen historie. Det er nærmest, som Fyn er ved at overtage Bornholms ry for netop højtforædlede lokale fødevareprodukter - om det er grisen fra Langeland, studen fra Sortemosen eller måske øllet fra Midtfyn.

Sådan oplever Christina Jespersen en helt klar trend, når hun ekspederer i butikken på Gudme Slagteri eller tager imod en telefonordre på 25 ribeyes og gode lokale grillpølser til et lørdagsparty.

- Kunderne køber generelt mindre, men til gengæld bedre og dermed dyrere kød. Samtidig har de amerikanske udskæringer, som opdages på rejser eller ved at google, betydet, at fronten på kreaturer har fået en højere værdi.

Disse trends med både weekend-gourmet og hjemmeproduktion, hvor man måske køber spæk og tarme for at bage sin egen leverpostej, er vokset under coronaen, er Christina Jespersens oplevelse.

Flere unge dyreholdere

Det samme er tilflytningen af nye familier på landet, som gerne vil udleve drømmen om en høj selvforsyningsgrad.

- Disse unge er vant til pc-verdenen, og derfor afskrækker de mange registreringer dem ikke, hvis der skal et par køer eller en flok får i baghaven. Men når det gælder gode råd om fodring, pasning og til den tid slagtningen og udskæringen, så er det i høj grad også blevet en rådgivningsopgave for os, oplever Gudme Slagteri ejere, Christina Jespersen og Morten Anker Christensen.

Derfor ser de fortsat fremtidsperspektiver for deres virksomhed, hvor der altid afsættes tid til kunden. Og det hvad enten det er de mange faste kunder med salg i gårdbutikken, den nye familie med deres dyr, sommerhusejeren, der skal have kød fra det bedste lokale dyr til lørdag aften, eller landmanden, som skal have dyrene fra stalden eller engen slagtet.

- Det har indtil videre været snart fem års hårdt arbejde, men tilliden, det gode image og slagterhåndværket gennem husets historie helt tilbage fra 1910 vil vi stadighed forsøge at gøre endnu bedre. Og samtidig udvikle og tilbyde nye, lokale fødevareprodukter til glæde for både vore leverandører og kunderne, som heldigvis ringer igen eller vender tilbage i vor butik.