Udvider på vej ud af coronaen
Selv om corona-pandemien stadig påvirker dele af hverdagen hos Nordland ATV i Jyderup, er der stadig grund til at se på fremtiden med en vis optimisme, mener indehaver Morten Vulff Møller.

Det er ikke kun ATV'er, som Morten Vulff Møller har til salg. Også el-biler. Foto: Henning K. Andersen
Morten Vulff Møller en travl herre. Så travl, at den udsendte LandbrugØst-journalist måtte vente et par minutter på at møde ham under en audiens hos Nordland ATV i Jyderup i Nordvestsjælland, hvor der er gang i flere projekter.
- Vi har til tider haft lidt leveringsproblemer, men jeg synes faktisk at der er lys for enden af tunnellen. Vi begynder at få lidt mere styr på det, og folk har vænnet sig til, at der er lidt leveringstid, siger Morten Vulff Møller.
De forandrede vilkår for at drive forretning har dog ikke afskrækket ham fra at gå i gang med en mindre ombygning i den store hal, der er omdrejningspunktet for forretningen.
Der er godt gang i opbygningen af et nyt showroom for at øge fornemmelsen af, at det er en butik.
- Vi havde ikke så travlt mellem jul og nytår, og så har jeg det lidt med at gerne ville sætte gang i noget. Inden coronaen kom, havde vi faktisk også kun ATV’ere og Chapman-redskaber, men har så sat gang i noget mere, fortæller Morten Vulff Møller.
Nordland ATV forhandler også produkter fra mærker som Thaler, Snapper, Evergreen, Shaumann, Goupil og Hilltip, men et mærke spiller en større rolle i forretningen. Nemlig Polaris.
Hul i markedet
- Vi går faktisk efter, hvad der er forespørgsel efter, men prøver også at gøre det sådan, at det er Polaris kører over hele året, forklarer Morten Vulff Møller og fortsætter:
- Om vinteren har vi ikke så travlt på værkstedet med ATV'er og UTV'ere, så der prøver vi at få Hilltip saltspredere ind.
Men det er ATV’erne, der trækker det tungeste læs i forretningen. Bogstaveligt talt. For funktionaliteten har været for opadgående de seneste år, og uden for forretningen kan man se en Polaris ATV ved siden af en såmaskine, der er velegnet til at spænde bag på ATV’en.
- Der har været et hul i markedet, og derfor har Faunamaster udviklet såmaskinen for et par år siden. Og allerede inden maskinen kom til Danmark, havde jeg allerede solgt syv såmaskiner, og det er bare gået opad siden, siger Nordland ATV-ejeren.
- Vi havde slet ikke regnet med, at det ville gå så godt. Jeg har selvfølgelig gjort lidt for at sælge den, men jeg har jo ikke haft mulighed for at få den med på nogle messer, påpeger Morten Vulff Møller.
God start på året
Og den travlhed, der har været forbundet med virksomheden i år, ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig, spår han.
- Vi har fået en god start på året, også salgsmæssigt. Det har man dog ikke kunnet se på regnskabet, for vi har haft svært ved at levere.
- Men det skal heller ikke lyde som om at hylderne er tomme. Vi har fået noget løbende, men jeg kan se, at det hober sig lidt op. Og hvis forespørgslerne fortsætter med at komme i samme tempo, så får vi travlt, siger han.
Men der er dog stadig muligt at få leveret ATV’ere af det populære amerikanske mærke Polaris inden for rimelig tid.
- Hvis du bestilte sådan en nu, ville du nok få den inden for fem-seks uger. Men der er også en del specielle ting, som i værste fald kan være et år forsinket. siger Morten Vulff Møller og uddyber:
- Det gælder for eksempel en Polaris Ranger, 6-personer crew, som vi kan bygge om til en brandbil, og den får vi i hvert fald ikke før på det her tidspunkt næste år.