Som elev på Kjærgård Landbrugsskole skal man føle sig godt tilpas hele vejen rundt – både uddannelsesmæssigt og socialt.

Netop indsatsen for at elever skal trives under uddannelsen har, ifølge pædagogisk leder og underviser på skolen - Christina S. Krupa, haft den både målbare og succesfulde konsekvens, at man på skolen oplever et ret lille frafald på uddannelserne EUX og EUD.

Således har 70 elever i 2022 gennemført grundforløbet. 23 har gennemført EUX, der det seneste år har været anderledes fra tidligere på Kjærgård Landbrugsskole.

- EUX har været lavet om i år, hvor vi blandt andet har haft undervisere fra Ribe Katedralskole her hos os, forklarer Christina S. Krupa.

Krav, ansvar og fællesskab

For langt hovedparten af eleverne er uddannelsesforløbet på Kjærgård Landbrugsskole, samtidig et kostskoleophold, hvor man bor på skolen. Og det er noget man fra skolens side både arbejder med på det uddannelsesmæssige, som sociale plan.

- Vi stiller krav. Man skal komme til tiden og lave sine lektier. Det gælder om at komme frem til målet. Og det kan vi se virker, konstaterer Christina S. Krupa, der samtidig også fremhæver samvær, fællesskab og det liv, der leves på skolen.

- Det handler om opførsel i fællesskabet og livet om eftermiddagen og aften efter skole. Vi arbejder med begrebet »kom ud af sengen og ind i fællesskabet«. At være en god ven og lave et fællesskab, hvor alle har det godt, forklarer Christina S. Krupa.

Karriereplaner og fremtidsdrømme

Der er mange muligheder med en landbrugsuddannelse i hånden – båder her og nu – og i forhold til de karrieremuligheder og fremtidsdrømme, den enkelte elev har.

- Vi arbejder med positiv psykologi og prøver at skabe ambitiøse elever nedefra. Blandt andet ved sammen at lave en karriereplan, hvor drømme og mål for både arbejdsliv og livet generelt, forklarer Christina S. Krupa, der mener at man på den måde allerede kan så et frø hos eleverne allerede i grundforløbet.

Hun mener også at det er vigtigt, at karriereplanen for den enkelte elev bliver kendt for mesteren/arbejdsgiveren.

- På den måde mærker landmændene at det er unge, der vil noget.

Både grundforløb, EUX og EUD-linjen og alle de andre uddannelsesmuligheder vil alle interesserede kunne høre meget mere om i forbindelse med et åbent hus arrangement på skolen, der finder sted lørdag den 21. januar fra kl. 19.00 – 14.00.