Det samlede foderforbrug er en af de vigtigste faktorer, der bidrager til en mere bæredygtig griseproduktion.

Det skriver DanBred i en pressemeddelelse, hvor de blandt andet gør opmærksom på, at Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris, i et notat fastslår, at foderforbruget udgør 67 procent af det samlede klimaaftryk ved produktionen af én gris.

Derfor er forbedret fodereffektivitet en af de bærende søjler i DanBreds balancerede avlsprogram – og, ifølge avlsselskabet, har der været store fremskridt for denne egenskab over årene.

For henholdsvis smågrise og slagtegrise falder klimaaftrykket med 3,3 kg og 6,8 kg CO2-ækvivalenter, når grisenes foderforbrug reduceres med 0,1 FEsv pr. gris. For DanBred-smågrise er foderforbruget forbedret med 0,12 FEsv pr. kg vækst, og for DanBred-slagtegrise er foderforbruget forbedret med 0,25 FEsv pr. kg vækst over de seneste 10 år.

Balanceret avlsarbejde

DanBred oplyser endvidere, at du i dag kan producere en DanBred-slagtegris med 22 kg mindre foder end for bare 10 år siden. Og det skyldes det løbende, balancerede avlsarbejde.

- Vi har haft stort fokus på fodereffektivitet i DanBred-avlsdyr. Vores nuværende projekt om Metabolomisk Selektion vil bidrage til at reducere foderenhederne med syv millioner årligt. Så når vi ser fremad, vil vi stadig se en forbedring af fodereffektiviteten, siger Tage Ostersen, afdelingsleder i Avl & Genetik, Landbrug & Fødevarer.

Den daglig tilvækst er ligeledes forbedret med 151 g pr. dag i løbet af de sidste 10 år, hvilket har reduceret tiden fra fødsel til slagt med over 11 dage. Når hver enkelt gris æder mindre foder fra fødsel til slagt, så udnyttes ressourcerne bedre og klimaaftrykket reduceres.

Produktivitet og bæredygtighed går hånd i hånd

Ser man i stedet på overlevelse blandt pattegrise, er der også stor gevinst for klimaaftrykket. Fokuseret avlsarbejde har bidraget til, at DanBred-søer får flere vitale grise end tidligere. Det betyder, at færre søer kan producere det samme antal slagtegrise med mindre foder end tidligere.

Når overlevelsen forbedres yderligere med 1 procentpoint, hvilket DanBreds nye avlsmål forventes at resultere i, reduceres klimaaftrykket med 0,5 kg CO2 ækvivalenter pr. gris.