Nu kan danske hundeejere også sammenligne forsikring til familiens firbenede medlem på Forsikringsguiden, der er et uvildigt og gratis værktøj lavet i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk og brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Den nye mulighed skal sikre, at forbrugerne får et overskuelig indblik i priser og dækning på den lovpligtige ansvarsforsikring til hunde samt syge- og ulykkesforsikring. Samtidig gør en opdatering det muligt også at sammenligne ulykkesforsikring til børn.
På Forsikringsguiden.dk sammenligner cirka 15.000 danskerne hver måned forsikringer til blandt andet bil, hus og indbo. Med opdateringen bliver det nu også muligt at sammenligne priser og dækninger på forsikring af hunde og en mere tidssvarende ulykkesforsikring, hvor for eksempel børn kan forsikres selvstændigt.
- Det har længe været et stort ønske for os at kunne tilbyde sammenligning af dækning og pris, også når det gælder den lovpligtige ansvarsforsikring af hund og tilvalgsdækninger som syge- og ulykkesforsikring. Vi er meget stolte af og glade for den nye løsning, som vil bidrage til endnu mere gennemsigtighed på forsikringsmarkedet, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension (brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber, red.).