Mejerigigant samler europæisk detailforretning
Den hollandske mejerikoncern FrieslandCampina vil fra 2027 samle mærkevarer og private label i én europæisk forretning. Samtidig flyttes aktiviteterne i Amerika til en udvidet region.

FrieslandCampina samler europæisk detail fra 2027, går fra syv til seks områder og flytter Amerika til en ny storregion. Foto: FrieslandCampina
FrieslandCampina planlægger at samle sine europæiske detailaktiviteter med virkning fra 1. januar 2027.
Planen indebærer, at detailforretningen i koncernens to forretningsområder Europe og Retail & Americas integreres. Dermed samles aktiviteter inden for både mærkevarer og private label med målet om at styrke kundebetjeningen og koncernens arbejde på tværs af produktkategorier.
- Med dette skridt ønsker vi at organisere vores europæiske aktiviteter på en enklere og mere kundeorienteret måde. Ved at samle vores detailaktiviteter tættere kan vi betjene kunderne bedre, reagere hurtigere på markedsmuligheder og udnytte vores størrelse og ekspertise bedre, samtidig med at vi fortsat skaber værdi af medlemmernes mælk, siger koncernchef Jan Derck van Karnebeek i en pressemeddelelse.
Samtidig vil FrieslandCampina flytte det amerikanske selskab fra Retail & Americas til forretningsområdet Middle East, Pakistan & Africa. Det nye område får navnet Middle East, Pakistan, Africa & Americas.
Ændringerne betyder, at koncernen går fra syv til seks forretningsområder. Europa skal fortsat ledes af Dustin Woodward, mens Tuncay Özgüner får ansvaret for den udvidede region.
Ali Khan, der i dag leder Middle East, Pakistan & Africa, går på pension.
Planen er sendt til behandling i koncernens samarbejdsudvalg.




































