Tysk grisenotering holder stand efter sidste uges fald
Trods fortsat pres på kødmarkedet peger auktionspriser og begrænset udbud af slagteklare grise på et mere stabilt marked.

Den tyske slagtesvinenotering fastholdes på 1,40 euro pr. kilogram, mens auktionspriserne fortsat ligger højere og peger på et marked i balance. Arkivfoto: Tenna Bang
Den tyske slagtegrisenotering er onsdag fastholdt på 1,40 euro pr. kilogram, svarende til cirka 10,43 kroner. Det sker efter sidste uges markante prisfald, hvor de store tyske slagterier fortsat pegede på utilfredsstillende avancer, skriver Landsforeningen af Danske Svineproducenter i en meddelelse.
Ifølge Danske Svineproducenter er udbuddet af svinekød fortsat stort i Europa, mens efterspørgslen typisk dæmpes i Nordeuropa i ferieperioden. Samtidig reducerer flere virksomheder i forarbejdningsindustrien aktiviteten hen over sommeren.
Omvendt er udbuddet af slagteklare grise ikke stort. Det varme vejr reducerer den daglige tilvækst og slagtevægtene, hvilket flere steder gør det vanskeligt for slagterierne at udnytte kapaciteten fuldt ud.
På den tyske ISN-grisebørs blev alle fire udbudte partier fredag solgt til gennemsnitligt 1,50 euro pr. kilogram, mens tirsdagens auktion endte på 1,49 euro. Begge priser ligger næsten 10 eurocent over den officielle notering.
Ifølge Danske Svineproducenter er det et tegn på, at det tyske marked er ved at finde en ny balance, og markedsdeltagerne forventer derfor en stabil udvikling i de kommende uger.






































