bannerPos

Min gode grund til at være landmand: At arbejde med noget konkret og meningsfuldt

Lars Erik og Jonas Garder evaluerer markstrategien på Vimtrupgaard ved Vejen. For dem er en af de store glæder ved virket som landmand at observere og optimere på både afgrødernes og dyrenes trivsel.

Redaktionen

06-06-2019 23:04
Når man besøger Lars Erik Garder på Vimtrupgaard ved Vejen mærker man, at her er hele familien dedikeret til driften, som udleves med højt humør. Resultaterne skabes i en fin balance mellem det traditionsrige landbrugshåndværk og lysten til indimellem at gå nye veje.

Af Martin S. Hansen, Seges

- Det var en god beslutning at harve marken. Prøv at se planterne, de er næsten ikke skadet af sandfygning. Havde vi pløjet den, så havde de set anderledes ud.

Lars Erik Garder evaluerer effekten af markstrategien med 20-årige Jonas Garder, som er Lars Eriks nevø, nyuddannet landmand og nu ansat på Vimtrupgaard ved Vejen, som har været i familiens eje siden 1936. 

Dialogen mellem den erfarne og den nyuddannede landmand i vårbygmarken er et godt billede på det, Lars Erik Garder har påpeget som sin vigtigste grund til at være landmand: At arbejde med noget konkret og meningsfuldt.

- Jeg nyder at gå holde øje med det, vi har sat i værk. Jeg kan godt lide, at der hele tiden er mulighed for at justere og optimere, og det gælder både det, vi har på marken, og i forhold til kyllingerne i stalden, fortæller Lars Erik, som stadig nyder, at man trods moderne teknologi stadig får en af de bedste indikatorer på trivsel ved at være tæt på dyrene: 

- Når kyllingerne er helt små, løfter jeg dem op, og holder deres trædepuder på min kind for at sikre, at de er tilpas lune. Sådan noget kan computeren aldrig erstatte.  

Langsomt voksende race

Vimtrupgaard balancerer på to ben. Markdriften og kyllingeproduktion, og sådan har det været siden 1991. For to år siden blev Vimtrupgaard en af ti danske landbrug, der udgør konceptet De Danske Familiegårde.

- At komme med i Danpos forening af familiegårde har for os betydet, at vi skiftede til en langsomt voksende race, hvor vi også prioriterer, at æggene klækkes her i stalden, fordi vi tror på, at det giver mere rolige dyr, der trives bedre, forklarer Lars Erik Garder, mens han viser rundt i staldene. 

Nevøen Jonas følger med og giver sit besyv med, når der eksempelvis nørdes data på computeren for at holde klækningsprocenten på hele 98 procent.  

- Det er fantastisk, at jeg kan dele både udfordringer, oplevelser og de gode resultater med min familie. Jeg har været så heldig, at Jonas er den fjerde af mine nevøer, som er ansat her, og dermed styrker vi ikke blot familiebåndene – jeg får også nye input fra en nyuddannet landmand, som ser tingene med nye øjne. Og han får forhåbentlig en god portion erfaring med, når han engang vil videre. 

Budskab

Lars Erik vil gerne give det budskab videre til de unge at fokusere på kvalitet og arbejdsglæde frem for vækst. 

- Jo ældre, jeg bliver, jo mere sikker bliver jeg på, at det gode landbrug og de gode resultater kommer, når man fokuserer på hver dag at have lyst til arbejdet og på kvaliteten i arbejdet i stedet for kun at fokusere på at råde over flere marker og få flere kyllinger igennem staldene. 
 

Gode historier skal tiltrække de unge

Landbruget mangler unge, friske kræfter. Men hvorfor vælge et erhverv, der ofte omgives af negative historier? 

Det spørgsmål giver Anders Harck, formand for sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse i Seges, et svar på med kampagnen »10 gode grunde til at være landmand«.

Over ti dage bringer Effektivt Landbrug sammen med Seges en artikelserie, der sætter fokus på de mange fordele ved at vælge landmandslivet. 

Ti gode grunde

Hvad er din gode grund til at være landmand? Sådan spurgte Anders Harck, og svarene strømmede ind. Af de mest populære grunde valgte sektorbestyrelsen disse:  

• Alsidigheden – mange forskellige opgaver og roller, og ikke to dage er ens
• Friheden – man planlægger selv sit arbejdsliv og er »herre i egen mark« 
• Kærligheden til dyrene  
• At se noget gro 
• At arbejde med noget konkret og meningsfuldt  
• Samarbejde med gode medarbejdere om at opnå resultater
• Mulighed for god indtjening 
• At være i naturen og nyde den friske luft
• Gode digitale muligheder 
• Det er let at forene arbejdsliv og familieliv  

Behov for mere inddragelse af lokal viden i de næste vandområdeplaner

Der er ikke nok fokus på inddragelse af lokal viden i det arbejdsprogram, som beskriver processen i arbejdet frem mod de næste vandområdeplaner, mener man i Landbrug & Fødevarer.

NIR-scanning på fodergangen

Et NIR-system på fuldfodervognen kan både sikre den rette mængde tørstof og en ensartet blanding. Der er dog en række andre ting, der skal styr på, før NIR giver værdi.

Arla holder priserne i ro igen

Det er nu over et år siden, Arla sidst ændrede deres afregningspriser. Mejerijkoncernen oplyser mandag, at man ikke ændrer priserne i juli måned. Dermed er afregningspriserne fortsat på det samme niveau som for et år siden.

Arla inviterer til kæmpe madfest i Aarhus og København

Tag på bæredygtighedsskattejagt, smag på nye råvarer eller lær at trylle madrester om til lækre måltider, når Arla igen i år afholder årets sjoveste madfestival for børn og barnlige sjæle. Særligt bæredygtige madvaner er på menuen ved dette års Arla Food Fest, der kan opleves i København d. 31. august og i Aarhus fra d. 6.-8. september.

Nord-West-noteringen statisk for 4. uge i træk

For fjerde uge i træk er den tyske Nord-West-notering for smågrise uændret. Og der er ikke meget, der tyder på ændringer fremadrettet.
Side 1 af 1573 (31447 artikler)Prev1234567157115721573Next