Skal du skynde dig at sælge, inden den nye regering måske ændrer reglerne? De overvejelser vil Sagro sætte gang i med et informationsmøde for landmænd, der går i salgstanker. Det holdes onsdag den 19. juni i Holstebro.

Og overvejelsen er måske vigtigere end i mange år, mener de i rådgivningsvirksomheden.

- I dag kan man generationsskifte sin landbrugsejendom med en gaveafgift på 6 procent og en ejendomsavance på 43 procent. Men står den socialdemokratiske regering fast på valg-truslerne, bliver det dyrere at generationsskifte, skriver Sagro i en omtale og citerer Socialdemokratiets valgprogram:

»Vi vil øge skatten på indkomster fra formue. I dag får man de facto en skatterabat, hvis man tjener sine penge på for eksempel udlejningsejendomme og obligationer frem for almindelig løn. Det tilgodeser de absolut mest velstillede, og det vil vi ændre.«

Socialdemokraterne vil fritage arv under en halv million kroner for skat. Til gengæld skal skatten øges for dem, der arver meget store formuer.

 

Det kan blive dyrt at vente

Med eksemplet nedenfor forklarer Sagro forskellen på de nuværende regler og de beregnede konsekvenser af samme handel baseret på det socialdemokratiske valgprogram.

Virksomhedsrådgiver Niels Erik Madsen, Sagro, anbefaler at sætte skub i generationsskifter i tide.

- Jeg vil da klart anbefale, at man får set på generationsskifter hen over sommeren, for når først Folketinget kommer tilbage efter ferien, kan det gå stærkt – og det kan blive dyrt at udskyde generationsskiftet, siger han

Mødet handler om ejendomssalg både i familieregi og i fri handel. Her kan man høre anbefalinger fra både mæglere, virksomhedsrådgivere, jurister, skatteeksperter og en ung nyetableret landmand. Det holdes i Sagro Holstebro den 19. juni klokken 16.

Ved salg af en ejendom

Eksempel med nuværende regler

Salg af ejendom til søn                15 mio. kr.

Ejendomsavance                          2 mio. kr. (skat 860.000 kr.)

Gave ved handlen                        5 mio. kr. (gaveafgift 300.000 kr.)

 

Eksempel ud fra udmeldingerne fra Socialdemokratiet

Salg af ejendom til søn                15 mio. kr.

Ejendomsavance                          2 mio. kr.   (skat måske op til 1.120.000 kr.)

Gave ved handlen                        5 mio. kr. (gaveafgift minimum 750.000 kr.)