I en turbulent verden, hvor renteniveauet er lavere end nogensinde, hvor præsident Trump kan trække USA ind i en handelskrig med Kina og brexit måske ender med en »Hard Deal« - og hvor frygten for en recession i Europa er til at føle på, er det vigtigere end nogensinde for landbruget at have et finansielt beredskab klar.
Markeder og samhandel påvirkes, der er øgede prisudsving på salgs- og købsvarer og dermed også større udsving på markedet for landbrugsprodukter, hvilket igen stiller større krav til ekstra kapital for landbruget.
Når alt dette koges ind, og vi samtidig kigger på landbrugets kreditgivere, der er endnu mindre villige til at stille risikovillig kapital til rådighed for landmanden end før, bliver landmanden nødt til at kigge indad og i perioder med lave afregningspriser finde en måde at øge det finansielle beredskab på og dermed sikre sine likvide midler.

Det finansielle beredskab
En virksomheds finansielle beredskab kan defineres som den likviditet, virksomheden er i stand til at fremskaffe på kort sigt. Det finansielle beredskab består derfor hovedsageligt af egne likvide midler, uudnyttede lånemuligheder samt uudnyttet trækningsret på kassekreditten. Lagerbeholdninger af varer, som kan sælges hurtigt, værdipapirer m.v. kan også være en del af det finansielle beredskab.
Det finansielle beredskab bør teoretisk set være så stort, at virksomheden kan klare en periode med lave priser uden, at der skal stilles yderligere kreditter til rådighed. Lad os tage et eksempel: Mælkeprisen falder med 50 øre pr. kg mælk under et gennemsnit i en periode på 1 år.
Det betyder, at det finansielle beredskab som minimum skal bestå af én million kroner for en mælkeproduktionsbedrift med en årlig produktion på 2.000.000 kilo mælk, alt andet lige. Det kan umiddelbart være et højt beløb for mange, men vil uden tvivl være hensigtsmæssig.   
På kort sigt kan det være umuligt at hæve sit nuværende finansielle beredskab væsentligt, og det er derfor vigtigt, at der kun bruges likviditet på de mest nødvendige og rentable investeringer med kort afbetalingstid.
Det er dog stadig muligt at forbedre det finansielle beredskab med egne dispositioner, som beskrevet ovenfor. Det gælder specielt i perioder, hvor afregningspriserne på landbrugsvarer er gode og giver et likvid overskud.
En anden måde at øge sit finansielle beredskab på er ved finansiering af investeringer. En leasing- eller købskontrakt er et kredittilsagn over en ganske vist relativ kort periode, men her og nu bibeholdes det finansielle beredskab. 

Lad pengene stå
I nogle perioder, for eksempel efter en lang periode med gode afregningspriser, kan der være overvejelser om at foretage ekstraordinære afdrag på blandt andet realkreditlån. Tanken i dette er oftest, at der ikke er grund til at betale renter for penge, som står på bankkontoen.
Vær dog kritisk med disse ekstraordinære afdrag, da det reducerer det finansielle beredskab på kort sigt. Et realkreditlån er grundlæggende et langt kredittilsagn, ovenikøbet lige nu med en meget lav rente. Lad pengene stå, også selvom det koster i rente.
Fremadrettet bliver landbruget sandsynligvis nødt til at øge sit finansielle beredskab væsentligt. Det vil kræve en lang periode, men jo hurtigere det finansielle beredskab forbedres, jo hurtigere vil der skabes ro i perioder med lave afregningspriser. Derfor; hold fast i dine likvide midler samt finansielle beredskab og vær meget opmærksom på ikke at gøre det ringere.