Klædt på til karriere i fødevareerhvervet
Den 20. marts er der karrieredag på Dalum Landbrugsskole.
Spændende nye fødevarer, dyr og planter, højteknologi, innovation, iværksætteri og udlandsophold er blot nogle af de mange ting, man kan arbejde med som landbrugselev.
Dalum Landbrugsskole gentager forrige års succes og sætter spot på karrieremulighederne i fødevareerhvervet. Det sker på »Karrieredagen«, som finder sted onsdag den 20. marts fra klokken 10 til 15.30.
- En landbrugsuddannelse er en adgangsbillet til en verden af muligheder. Med karrieredagen ønsker vi at udfordre vores elever til at løfte blikket og få øje på flere af de mange karrieremuligheder, siger uddannelseschef Eric Wanscher fra Dalum Landbrugsskole.
På karrieredagen vil alle skolens over 200 elever være samlet på afdelingen i Odense, som denne dag er omdannet til ét stort konferencecenter. Her kan eleverne blandt andet speeddate kommende arbejdsgivere, møde oplægsholdere fra en række internationale virksomheder og organisationer, blive klogere på videreuddannelsesmuligheder, få styr på den gode jobsamtale og møde tidligere studerende, som gavmildt deler ud af deres erfaringer.
På skolens gangarealer vil inviterede virksomheder og gæster stå parat med små stande, som man kan besøge i pauserne mellem dagens mange oplæg.
- Der er ikke mange fremtidsdrømme, som ikke kan finde en plads i fødevareerhvervet. Vi vil gerne gøre vores elever bevidst om karrieremulighederne i uddannelsen, så de kan udnytte hele potentialet, siger Eric Wanscher.
Følgende virksomheder og organisationer vil blandt andet være repræsenteret på dagen: Danfoss, Geoteam, MS Schippers, Business Lolland-Falster, Ingleby Farms & Forests, Sukup Europe (Dancorn), Kring Agro, Travel to Farm, Danish Farmers Abroad, Knuthenborg Safaripark, Studievalg Danmark - Center Fyn og Future Farming (Seges).





































