Forud for skæbnevalg: Trump har lovet landbruget milliarder
Amerikanske landmænd er lovet hjælp til dyr diesel. Men midlertidige ordninger løser ikke erhvervets økonomiske problemer, vurderer eksperter.

Dennis Smith og sønnen Jason driver Smith and Son Cattle Company ved Americus i Kansas, hvor kvægproduktion er en vigtig del af landbruget. Billedet har ikke noget med den aktuelle historie at gøre. Arkivfoto: USDA/Preston Keres
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Når amerikanerne 3. november stemmer ved midtvejsvalget, sker det efter milliardløfter til landbruget fra Donald Trumps regering.
I valgkampens sidste uger har regeringen annonceret udbetalinger, lånegarantier og andre initiativer for over 15 milliarder dollar. Det skriver Associated Press.
8 milliarder dollar er afsat til en engangsudbetaling, der skal afbøde landmændenes stigende dieseludgifter. Mindst 5 milliarder dollar vedrører garanterede lån til kvægavlere og fiskere.
Gregg Ibendahl, specialist i landbrugsøkonomi ved Kansas State University, vurderer, at dieselhjælpen mere end dækker stigningen i brændstofudgifterne. Han peger dog på, at midlertidige udbetalinger ikke fjerner årsagerne til omkostningspresset. Afhængigheden af støtten kan samtidig gøre næste års låneforhandlinger vanskelige.
Politisk er spørgsmålet, om hjælpen får utilfredse landvælgere til stemmeurnerne. Ifølge politolog Alexandra Middlewood fra Wichita State University kan nogle vælge at blive hjemme eller stemme på uafhængige kandidater.
Politisk kursskifte?
Professor Michael Smith fra Emporia State University fremhæver forskellen mellem opbakning til præsidenten og hans politik:
- Trump selv er ikke på stemmesedlen i år. Det er hans politik, siger han til Associated Press.
Kansas har knap 55.000 landbrug med et samlet landbrugsareal på omkring 18 millioner hektar og er blandt USA’s førende landbrugsstater med en stor kvægproduktion og omfattende dyrkning af vinterhvede og sorghum. Staten har valgt en republikaner til Senatet ved hvert valg siden 1932.
Agromek
Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.









































