Det lykkedes ikke for USA og Kina at blive enige om en handelsaftale, inden den forhøjede amerikanske told på kinesiske varer til en samlet værdi på 200 milliarder dollars trådte i kraft.

I skrivende stund venter markederne på det kinesiske modtræk. Analytikere fortæller, at det kun er et spørgsmål om tid, inden Kina gør gengæld overfor amerikanerne.

- Markederne har efterhånden vænnet sig til de negative udmeldinger, og de færreste er villige til at ændre holdning, før der kommer flere fakta på bordet, skriver Jyske Markets fra Jyske Bank i en afgrødekommentar.

Når den kinesiske respons mod USA’s seneste træk kommer, er det tænkeligt, at kineserne vil ramme amerikanske mad- og energiproducenter blandt andet. Det skriver Wall Street Journal.

Det hører dog også med til historien, at Kina ikke importerer nær så mange produkter fra USA som omvendt, og derfor vil Kina have svært ved at ramme USA lige så hårdt.