Foreningen Ulvetid har sendt en klage til EU-Kommissionen og anmodet om et hastemøde om danske tilladelser til at skyde ulve.

Baggrunden er ifølge foreningen en række generelle tilladelser, som gør det muligt for husdyrholdere, jægere og private lodsejere at skyde ulve uden en konkret myndighedsvurdering i det enkelte tilfælde.

I en henvendelse til EU-Kommissionen skriver formand Ole Pedersen på foreningens hjemmeside, at ordningerne efter foreningens vurdering er i strid med habitatdirektivet og EU-Domstolens praksis.

Ulvetid peger blandt andet på, at husdyrholdere med ulvesikrede hegn kan søge om en generel tilladelse til at skyde en ulv, hvis den befinder sig inde i indhegningen sammen med dyrene.

Foreningen kritiserer også, at jægere efter deres egen vurdering kan skyde en ulv, hvis den vurderes at være en fare for en jagthund.

»Jægerens subjektive vurdering«

»Jægerens subjektive vurdering er i praksis det eneste grundlag for at afgøre, om betingelserne for aflivning af ulv er opfyldt«, skriver Ole Pedersen.

Derudover fremhæver Ulvetid en sag fra et område i Jylland, hvor myndighederne ifølge foreningen har givet lodsejere med jagttegn mulighed for at skyde ulve, hvis dyrene kommer tæt på mennesker eller opholder sig på marker.

Foreningen anfører, at danske specialister har vurderet, at to ulvehvalpe fra 2025-kuldet er blevet usædvanligt modige som følge af fodring. En ulvehvalp er allerede blevet skudt.

Ulvetid advarer samtidig om, at tilladelserne kan få alvorlige konsekvenser for en ulveflok med små hvalpe, hvis et af forældredyrene bliver skudt.

I brevet til EU-Kommissionen skriver Ole Pedersen desuden, at Danmark endnu ikke har fastsat, hvor mange ulve der skal være i landet for at bestanden kan betragtes som levedygtig. Samtidig vurderer danske forskere ifølge foreningen, at ulven fortsat har stærkt ugunstig bevaringsstatus i Danmark.