Fredag sluttede høringen af den bekendtgørelse, som skal udmønte, at cirka 1.000 kilometer små vandløb bliver taget ud af vandområdeplanerne.

At man endte med lige præcis de vandløb er blandt andet begrundet med det vandrådsarbejde, som blev foretaget i 2017, og som havde deltagelse af både kommuner, landbrugs- og grønne organisationer.

Antallet af kilometer vandløb – vil nogle kritikere dog nok hævde – ligger forbløffende tæt på det antal kilometer vandløb, som Miljøstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet, allerede før vandrådsarbejdet havde lagt sig fast på, ville kunne tages ud af vandområdeplanerne.

At ikke flere blev taget ud, kan dog også skyldes, at medlemmerne i vandrådene ikke kunne blive enige om, hvorvidt det er muligt at opnå »god økologisk tilstand« i et vandløb.

Fra grønne organisationer er kritikken nemlig også massiv over, at der overhovedet bliver taget 1.000 kilometer vandløb ud af vandområdeplanerne, da de mener, at der i mange af de vandløb, som bliver taget ud, ligger et stort naturpotentiale.

I de tilfælde, hvor man i vandrådene ikke kunne blive enige, var der dog mulighed for at komme med mindretalsudtalelser om, hvorfor det er, at parterne mener, at et vandløb enten bør pilles ud eller blive i vandplanerne.

I forbindelse med den nu overståede høring er der dog nu også kritik af, hvad der er sket med mindretalsudtalelserne. I gårsdagens udgave af Effektivt Landbrug lød det blandt andet fra Agri Nords formand, Carl Christian Pedersen, at han mener, at bekendtgørelsen, der har været i høring, viser, at mindretalsudtalelserne helt er forbigået.

 

Kritik af proces

Og i det høringssvar, som Landbrug & Fødevarer netop har indgivet, bliver netop denne problemstilling også adresseret.

- Det er helt uforståeligt, at mindretals-/flertalsudtalelser og øvrige supplerende oplysninger slet ikke fremgår af høringsportalen. Det må betyde, at disse indberetninger slet ikke er registreret og vurderet.

- Vi har stor forventning til, at der rettes op på denne misere, idet der kan fremkomme vigtige informationer om vandløbenes naturpotentiale via denne type indberetninger. Mindretalsudtalelser mv. kan være indsendt fordi det ikke var muligt at nå til enighed i vandrådet, men de kan også være indberettet med baggrund i, at vandrådene ikke nåede at behandle alle vandløb i området inden for tidsfristen.

- Det er vores klare opfattelse, at en række politikere har samme forventninger som os: at alle indspil er relevante og skal på bordet, både forslag om at holde vandløb inde i planerne og forslag til at tage vandløb ud af planerne, lyder det i Landbrug & Fødevarers høringssvar.

 

Maner til ro

Fra Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen, der flere gange har proklameret, at alt skal på bordet frem mod den tredje vandplansperiode, som begynder i 2021, lyder det, at man i landbruget skal huske på, man slet ikke er færdig med at gennemgå de små vandløb.

Det vil altså sige, at selvom små vandløb i denne omgang ikke bliver pillet ud af vandområdeplanerne, så er der ifølge venstremanden stadigvæk mulighed for at få dem ud inden næste generations vandplaner bliver vedtaget.

- Som Venstres miljø- og fødevareordfører kan jeg sige meget klart, at vi er ikke færdige med arbejdet med de små vandløb. Herunder hvilke små vandløb, som skal være med, og hvilke der ikke skal være med. Det arbejde fortsætter i det kommende arbejde med Vandplan 3. Og ja, det er rigtig nok et arbejde, hvor jeg har sagt, at alt skal på bordet, siger Erling Bonnesen.

 

Opmærksom på kritik

På spørgsmålet om, hvordan man i praksis skal gøre opmærksom på, at man mener, at et vandløb ikke hører hjemme i vandområdeplanerne, når eksempelvis mindretalsudtalelser fra vandrådene tilsyneladende ikke bliver registreret og vurderet, lyder det, at landmænd – og andre – i det næste halvandet år skal gøre sig klart, at der igen bliver mulighed for at se på det.

- Og jeg er helt opmærksom på den kritik, som lyder fra Agri Nord og Landbrug & Fødevarer, om, at der er nogle, der føler sig hørt, og nogle der ikke føler sig hørt i den nuværende proces.

- Men det er også derfor, at jeg netop igen markerer, at alt skal på bordet i forbindelse med vandplan 3, siger Erling Bonnesen.