L&F-viceformand: - Ærlig talt dejligt med nuancer på havets tilstand
Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Martin Hjort Jensen mener det er dejligt, at nye oplysninger nu nuancerer debatten om havmiljøet. Han understreger, at landbruget har et ansvar og bidrager aktivt, men pointerer samtidig, at landbruget ikke kan gøre det alene.

Viceformand Martin Hjort Jensen er glad for, at der nu måske kommer fokus på en bredere indsats for vandmiljøet. Arkivfoto
De danske kystvande er påvirket af dobbelt så mange miljøfarlige stoffer, som myndighedernes tilstandsvurderinger i årevis har vist. Det fremgår af tallene bag Miljøministeriets udkast til en ny vurdering af kystvandenes tilstand, som DR har bedt om aktindsigt i. Stofferne kommer fra flere kilder, herunder fra byggeriet og industrien. Miljøministeriet har i årevist målt på en række af disse stoffer, men ikke defineret grænseværdier. Det vækker kritik fra flere eksperter, som DR har talt med.
Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Martin Hjort Jensen mener, at det er godt, historierne nu kommer frem, lyder det i en pressemeddelelse.
- Det er ærlig talt dejligt, at vi nu endelig får nogle flere nuancer på havets tilstand. Alt for længe har vi som de eneste påpeget, at mange faktorer spiller ind i havmiljøets tilstand. I årevis har vi igen og igen hørt på, at hvis blot landbruget nedbragte udledningen af kvælstof, så var havets lykke gjort, siger han og fortsætter:
- Lad mig understrege, at landbruget naturligvis har et ansvar, når det kommer til udledning af næringsstoffer. Som Landbrug & Fødevarer har sagt igen og igen: Vi skal levere vores andel og dermed bidrage til løsningerne, men vi kan ikke gøre det alene. Det står tydeligt for alle nu, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Martin Hjort Jensen.
Det er ærlig talt dejligt, at vi nu endelig får nogle flere nuancer på havets tilstand. Alt for længe har vi som de eneste påpeget, at mange faktorer spiller ind i havmiljøets tilstand.
Martin Hjort Jensen
Halveret udledning fra landbrug
Landbruget har siden 1990 halveret udledningen af næringsstoffer fra markerne. Alligevel har havet i samme periode ikke fået det mærkbart bedre.
- Det understreger for mig, at vi skal se bredere på det her. Det er ikke en bortforklaring. Vi tager vores ansvar på os blandt andet gennem de 23 lokale treparter. Men de seneste dages afsløringer er et klokkeklart signal om, at vi må og skal sætte bredere ind, siger Martin Hjort Jensen.
- Pas på populisme
Martin Hjort Jensen håber, at de seneste dages nyheder er starten på en ny tilgang til kemiske produkter:
- Der skal ikke gå populisme i den. Derfor skal vi også være åbne om, at al menneskelig aktivitet sætter sig spor på vores klode. Så vi skal have balancerne på plads. At vedtage grænseværdier på nul og forbyde alle kemiske stoffer, vil være symbolpolitik. Det giver ingen mening. De kemiske produkter er her allerede og med til historien hører også, at vi har et behov for at kunne producere gode byggematerialer og robuste fødevarer, siger han.
For Landbrug & Fødevarer er det afgørende, at der sættes ind bredt og med realistiske mål frem for symboler.
- Målinger skal være fulgt op med realistiske og fagligt funderet grænseværdier. Det må nu stå klart for enhver nu, siger han.