I sidste uge kunne vi berette, hvordan Næstved Havn har fået lov til at dumpe 28.000 kubikmeter slam ved Karrebæk Fjord, på trods af at det er her, der står målere, der skal udregne, i hvor høj grad landbruget levet op til krav i vandplanerne om at reducere udledningen af kvælstoffer med 325 tons årligt. 

Situationen har medført voldsom kritik, blandt andet fra landmand Jens Henrik Madsen, der også er bestyrelsesmedlem i landboforeningen Gefion. Men kritikken får nu bestyrelseformand i Næstved Havn, Kristian Skov-Andersen, til at gå i dialog med de berørte parter.

- Næstved Havn har i den her sag optrådt efter alle forskrifter, så jeg har egentlig ikke været bekendt med, at vi måske skaber problemer for nogen, siger Kristian Skov-Andersen (V) til TV2 Øst og fortsætter:

- Men hvis det er sådan, at vi skaber problemer for landbruget i den her sag, så vil jeg meget gerne være med til at gøre, hvad jeg kan for, at det ikke er sådan. Det er jo urimeligt, hvis landbruget skal påføres problemer på grund af vores oprensning af sejlrenden, siger han.