Er du inde eller ude?: Bæredygtige virksomheder jagter penge på Løvens Hule-manér

Onsdag kan man investere i grønne virksomheder hjemme fra sofaen, når Coop Crowdfunding giver syv startups mulighed for at pitche grønne projekter for forbrugerne.

Forbrugere og virksomheder skal tættere på hinanden, mener Nicolai Jæpelt, der er chef for Coop Crowdfunding. Foto: Henriette Lemvig

I bedste Løvens Hule-stil jagter syv startups investeringer til at få deres projekter ud over kanten, men i modsætning til det populære DR-program er der hverken Jesper Buch eller andre kendte investorer til stede. 

I stedet skal virksomhederne forsøge at overbevise de danske forbrugere, der på telefonen eller computeren kan støtte firmaernes projekter. Også investeringerne i millionklassen er byttet ud. I stedet kan man købe to flasker vin fra Nordvestsjælland, socialt ansvarlig vanilje eller et kortspil om bæredygtighed.

Vil have forbrugere tættere på virksomheder

For Nicolai Jæpelt, der er chef for Coop Crowdfunding, er formålet, at forbrugerne og virksomhederne skal bringes tættere på hinanden. 

- Den grønne omstilling kræver at både forbrugere og producenter forstår hinanden og samarbejder. Ved at streame pitchene live giver vi virksomhederne mulighed for ikke bare at nå en masse mennesker samtidig, men de kommer også helt tæt på forbrugerne og fortæller, hvorfor lige præcis deres projekt fortjener en investering. Forbrugerne får samtidig chancen for at prøve noget nyt og for første gang komme lidt tættere på virksomheder, der kan være med til at gøre en forskel, siger han.

Dansk vin og socialt ansvarlig vanilje

Alle de deltagende virksomheder er en del af Coop Crowdfundings og Impact NGO’en Sustainarys Green Crowdfunding Accelerator, der er designet til at udvikle og finansiere grønne løsninger og produkter gennem crowdfunding. De syv virksomheder, der skal pitche ved eventet, er udvalgt blandt de mere end 40 deltagere i accelerator programmet.

Blandt de virksomheder, der skal pitche onsdag eftermiddag, er blandt andet Tusen Vin fra Nordvestsjælland, der vil producere økologiske og bæredygtige vine; og Social Vanilla, som samarbejder med landmænd i Uganda for at skabe en socialt ansvarlig vaniljeproduktion. Ifølge Amie N’Dong, der er CEO og medstifter af Social Vanilla, så har de et klart mål med at pitche direkte til de danske forbrugere:

- Vi er med, fordi vi tror eventet kan være med til at skabe opmærksomhed omkring vores vanilje produkter, men samtidig også åbne folks øjne for de problemstillinger der er i vaniljens værdikæde. Forhåbentligt kan vores pitch bidrage til, at flere danskere får øjnene op for, at de kan være med til at gøre en forskel og være med til at sikre at den vanilje, der bliver dyrket, bliver dyrket under ordentlige forhold, og at dem, der har dyrket den, får en ordentlig betaling, siger hun.

Syv livepitches

Eventet afholdes onsdag den 2. juni kl. 16.15, og man kan se alle syv pitches live på Coop Crowdfunding og Sustainarys hjemmesider samt på Coops Facebook. Det er også muligt at købe billet til Green Gold og opleve live-pitchene i den gamle sporvognsremise på Enghavevej i København, Volume.

De syv live pitch bliver kulminationen på Green Gold, der er et to dages event, der gennem foredrag, debatter og workshops stiller skarpt på grønne investeringer i Danmark.

Som interesseret kan man investere direkte i virksomhedernes grønne projekter ved at støtte deres
crowdfunding-kampagner. Dermed støtter man både virksomheden, personerne bag og får adgang til unikke og grønne produkter. Hvis virksomheden ikke formår at samle en crowd om deres projekt, og de dermed ikke når deres mål, bliver pengene tilbageført til investoren.
 

De jagter investeringer

Casju + Boa Vida    

From waste to value:
Sammen skaber de udvikling i Tanzania ved lokal produktion af cashew frugt og kokos til syndige karameller.

Tusen Vin

Nye økologiske bobler:
Støt Tusen Vins etableringsrejse imod et moderne vineri til at skabe økologiske danske bobler.

Social Vanilla

Meget mere end fantastisk vanilje!:

Social Vanilla importerer noget af verdens bedste og mest ansvarlige vanilje. Samtidig arbejder de med den
mest bæredygtige landbrugsproduktion.

Bierthesminde

Din bæredygtige grise pusher:

Kødproduktion der bygger på recirkulering, klimahensyn og dyrevelfærd.

Cruiz Game Design

Be sustainable -the drinking game:

Har til formål at kommunikere akademisk og videnskabelig viden om vores bæredygtige fremtid gennem oplevelsen af spil.

Cyklus

Upcycling and designing with kids:

Upcycler byggematerialer og laver nyt design sammen med unge der lever på kanten.

Pitch-eventet kan streames her:
https://crowdfunding.coop.dk/
https://www.facebook.com/coopdk

Læs også