Brandvægge reddede foderfabrik: 11 dage efter voldsom brand kører produktionen igen
Vestjyllands Andels foderfabrik i Hee nord for Ringkøbing kører nu på 60-70 procent af den normale kapacitet igen efter, at den i august blev ramt en brand. Håbet er snart at køre på 100 procent.

Natten mellem 21. og 22. august udbrød der brand på Vestjyllands Andels foderfabrik i den vestjyske landsby Hee. Fotos: Vestjyllands Andel
Natten mellem 21. og 22. august udbrød der brand på Vestjyllands Andels foderfabrik i den vestjyske landsby Hee. Fabrikschef Finn Vile Jensen var blandt de første på stedet, og han frygtede det værste, da han nærmede sig sin arbejdsplads.
- Fra Ringkøbing-siden kunne jeg se flammerne og røgen, så jeg var da bekymret for, hvor galt det stod til. Der var allerede en del brandfolk på stedet, da jeg ankom, så vi gik hurtigt i arbejdsmode og fik i samarbejde lokaliseret de forskellige bygninger og rum, lyder det fra Finn Vile Jensen.
Samme nat havde der tilfældigvis været en anden brand i nabobyen Tim, som nogle af brandfolkene havde »sluppet«, da de blev kaldt til Hee. Derfor fik de hurtigt iværksat slukningsarbejdet på Vestjyllands Andels fabrik.
- Brandfolkene var lynhurtigt fremme, og det har naturligvis begrænset nogle af skaderne. Derudover kan vi glæde os over de brandvægge, som vi fik lavet i 2013. Havde det ikke været for dem, kunne branden have bredt sig til hele fabrikken, og så havde vi stået med en helt anden situation nu, påpeger Finn Vile Jensen.

Havde det ikke været for brandvægge, kunne branden have bredt sig til hele fabrikken, og så havde man stået med en helt anden situation nu, påpeger Finn Vile Jensen, fabrikschef hos Vestjyllands Andel.
11 døgn, 18 timer, 6 minutter
Branden opstod i fabrikkens filterhus, som bruges til at køle foderet ned i forbindelse med produktionen. Her havde såkaldte magnetspoler - ifølge brandteknikere - opnået så høj varme, at de forårsagede en støveksplosion.
Efterfølgende har VA-medarbejderne og eksterne aktører haft fuld fokus på at få genetableret filterhuset, så produktionen kunne komme op at køre igen. Dét lykkedes 11 døgn, 18 timer og 6 minutter efter branden.
- Det lykkedes os at genetablere produktionen forholdsvis hurtigt efter branden, og vi kører nu på 60-70 produktion af den normale kapacitet. Vi har nogle stop indimellem, hvor vi retter ind og optimerer, men hvis alt går vel, kan vi snart være tilbage på 100 procent, forklarer Finn Vile Jensen.

Brandfolkene var lynhurtigt fremme, og det har begrænset nogle af skaderne.
Har fået hjælp
I forbindelse med genetableringen af fabrikken i Hee har Vestjyllands Andel været nødsaget til at sprede foderproduktionen til egne fabrikker og samtidig fået hjælp fra venner i branchen.
- Det vigtigste var, at der ikke skete personskade i forbindelse med branden. Dernæst var det vigtigt for os, at vores kunder blev mindst muligt påvirket af produktionsstoppet i Hee. Det har heldigvis været tilfældet takket være en imponerende fælles indsats – kombineret med stor fleksibilitet fra kundernes side. Vi er ikke helt i mål endnu, men når man tænker på, hvor vi stod for 14 dage siden, kan vi vist godt være tilfredse, siger Finn Vile Jensen.
Vestjyllands Andel ønsker desuden at sende en stor tak til lokalbefolkningen i Hee, som har udvist stor forståelse i forbindelse med oprydningsarbejdet og genetableringen af produktionen. Efterhånden som produktionen vender tilbage til normale tilstande, inviterer Vestjyllands Andel borgere i Hee og omegn til en sammenkomst på afdelingen.