El-køletrailere skal bane vej for CO2-reduktion

PR-foto
Danish Crown og DFDS tager, som de første i Danmark, tre køletrailere i brug, der udelukkende kører på strøm.
Det sker for at reducere CO2-udledningen på kødtransport, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
Samarbejdet skal samtidig give erfaringer med en teknologi, som på sigt kan udvikles til at erstatte de dieseldrevne køletrailere.
Den 13,6 meter lange køletrailer har, i stedet for en dieseltank, et stort batteri, så køletraileren ikke i sig selv udleder CO2. Batteriet kan drive køletraileren i op til 3,5 timer. Samtidig oplader batteriet så snart, hastigheden er over 20 kilometer i timen.
Hvor meget brændstof, der mere præcist spares under danske forhold, og hvor meget CO2-udledningen dermed nedbringes, er der endnu ikke præcise data for. Det er noget af det, Danish Crown og DFDS har sat sig for at afdække.