Ole Eberhard har 33 års erfaring med køb og salg af brugte traktorer og maskiner. Massey Ferguson og senest Pöttinger er nu også blevet store aktiviteter hos Hadsten Maskiner.
Telefonen besvares altid hos Hadsten Maskiner. Og kaffen er klar i udstillingshallerne, der er åbne fra 7 til 17 hver dag og 9 til 12 om lørdagen eller efter aftale, hvor kunderne kan nærstudere det store udvalg af brugte traktorer og maskiner. Eller måske se på en ny Massey Ferguson traktor eller Pöttinger redskaber. Eller er på jagt efter en ATV eller UTV.
- Vi gør alt for, at man altid får en god oplevelse hos os, forsikrer ægteparret Susanne og Ole Eberhard, der driver maskinforretningen i Hadstens vestlige industrikvarter.
Susanne har siden 1. august sidste år virket fuldtids i familievirksomheden efter 21 år som leder på et demenscenter i Randers.
- Dér gjorde vi altid meget ud af at fortælle den gode historie, og det har jeg taget med her, lyder det fra hustruen, som primært står for administrationen og virksomhedens hjemmeside og profiler på de sociale medier. Her sørges der altid for at være aktuelle indslag, blandt andet droneoptagelser med demo-maskinerne i marken.
- Vi bringer også film fra værkstedet og andet aktuelt fra dagligdagen hos os. Det drejer sig om at være personlige og nærværende og på den måde vise, at der er »gang i den«, hvilket bekræftes af vores mange følgere på både Facebook og Instagram.
Maskinmand fra fødslen
Med den løbende udvidelse af aktiviteterne er hustruens tilstedeværelse i forretningen kærkommen for Ole Eberhard. Han tager sig af salget og gerne kører demo på markene hos kunderne, og derfor er meget ude af huset.
Han er oprindelig landmandssøn og landbrugsuddannet, og maskiner har altid været hans store interesse. Lige siden ansættelsen som sælger hos Randers Traktorkompagni i 1989, har arbejdslivet drejet sig om køb og salg af traktorer og maskiner.
Netop handel med brugt fylder meget hos Hadsten Maskiner. Således sælges cirka 80 brugte traktorer årligt, i alle størrelser fra fortovstraktorer til stortraktorer.
Ikke forskrækket af brugt
- Vi er på ingen måde forskrækket af brugte maskiner, og tager både brugt i bytte og opkøber maskiner og hele maskinparker. Med et større flow har vi altid et stort udbud, så på det felt ser vi nok lidt anderledes på det, end hos mange andre maskinforretninger. Markedet for brugt er altid i gang og faktisk stigende. Handel med brugt er ikke på samme måde udsat som med nye maskiner.
- Vi lever fornuftigt af at købe brugte maskiner og sælge dem igen, og heldigvis kommer kunderne igen hos os. Det må være et godt tegn på, at vi gør tingene rigtigt, siger Ole Eberhard, der erkender, at hans 33 års lange erfaring med en stor berøringsflade og viden om brugte maskiner nok gavner, sammen med en fornuftig egenkapital og gode bankforbindelser.
Langt hovedparten af det brugte afsættes på hjemmemarkedet i en bred vifte af både store og mindre landbrug. Også entreprenørmaskiner, både brugte minigravere, minilæssere og rendegravere findes der købere til i hele landet.
Ole Eberhard vurderer, at resten - omkring 30 procent - af det brugte grej sælges udenlands via netmedier, primært i Tyskland, Spanien, Holland, Polen og Ukraine.
Etableret i 2009
Ole Eberhard var selvstændig maskinhandler fra 1999 til 2004, hvor han sammen med en kollega var ejer af Randers Traktorkompagni, indtil de besluttede at lukke maskinforretningen. Derefter blev han ansat af Helms TMT for at starte en afdeling op i Østjylland, inden Hadsten Maskiner så blev etableret i 2009. Det var med en fortsat forhandling af Schäffer minilæssere, sammen med køb og salg af brugte traktorer og maskiner.
I 2014 kom forhandlingen af ATV og UTV ind, som i dag hedder Segway, og her bliver der ofte taget en ældre traktor i bytte, hvis det ønskes.
I takt med de voksende aktiviteter flyttes i 2020 fra de hidtidige lejede lokaler til naboejendommen på Brogårdsvej 28, der hidtil har huset en håndværkervirksomhed.
Med opkøbet fås der nu værkstedsfaciliteter, og med opførelsen af en udstillingshal i både 2020 og sidste år, er det samlede areal under tag nu på 1.750 kvadratmeter.
Service-samarbejde
På serviceområdet har Ole Eberhard gennem flere år haft et tæt samarbejde med Kalstrup Maskiner, som er meget erfarne Massey Ferguson-montører.
- Netop det samarbejde gjorde, at vi tog kontakt til Brdr. Thorsen I/S, som efter den nye forhandler situation for Massey Ferguson havde fået et stort område at dække i det østlige Jylland. Det udmøntede sig sidste forår i en aftale om underforhandling af Massey Ferguson i samarbejde med Kalstrup Maskiner, som står for servicen.
Ole Eberhard glæder sig over, at der dermed er kommet et så stort og velanskrevet traktormærke ind som en yderligere udvidelse af aktiviteterne.
Solgt 20 nye traktorer
- Det er gået rigtigt godt. På det første halvandet år har vi nu solgt 20 nye MF-traktorer, og der er stor interesse, når vi er ude med vores demo-traktorer fra især 8S-serien. »Hold da oppe, hvor en gennemført traktor«, hører vi ofte under vores prøveture, fortæller maskinhandleren, der samtidig glæder sig over, at der er kommet fremmede mærker ind ved halvdelen af de solgte nye Massey Ferguson-traktorer.
For et år siden kom endnu et tiltag hos Hadsten Maskiner, med forhandleraftalen om Pöttingers program indenfor jord- og såteknik.
- Det harmonerer godt med MF-traktorerne, og også her er vi salgsmæssigt kommet godt fra start.
Søn ansat
Ole Eberhard fortæller, at der jævnligt kommer henvendelser om nye forhandlinger. Men lige nu fokuseres på de to mærker sammen med Schäffer minilæsserne, og for ikke mindst til stadighed at have kunderne i centrum.
- Der er afgørende at få nye produkter helt ind under huden, inden man tager næste skridt, understreger Ole Eberhard, der dog ser nye spændende målgrupper som have/park- og golfområdet, sammen med rideskoler og jagt.
Det kan blive områder, sammen med salg- og serviceområdet, hvor den yngste søn, William (23), med sin ansættelse vil kunne bidrage. Han kommer med en servicebaggrund fra Mercedes.
- Han brænder for at skrue i maskiner og er god til kundekontakt. Men han skal ikke presses ind i et generationsskifte. Det må han selv afgøre til den tid, lyder det fra maskinhandlerparret på henholdsvis 56 og 55 år, der tilsammen har fem drenge.
Med William og forældrene selv er der nu syv ansatte i Hadsten Maskiner.
Hadsten Maskiner
Etableret i 2009 af Ole Eberhard, der fra 1989 var sælger og fra 1999 til 2004 var medejer af Randers Traktorkompagni
2020 flyttes til den nuværende adresse i Hadstens vestlige industrikvarter. Samme år opføres en udstillingshal og i 2022 udvides med endnu en hal. Det samlede bygningsareal er i dag på 1.750 kvadratmeter
Salg og opkøb af brugte traktorer og maskiner. Siden foråret 2022 forhandler af Massey Ferguson traktorer, høstmaskiner og pressere. Fra 1. oktober 2022 forhandler af Pöttinger jord- og såteknik. Desuden forhandler af Schäffer minilæsser, Segway ATV og UTV
Syv ansatte