Det har kostet virksomheden Dan Duck, der ligger i Struer, en betydelig af deres omsætning, at Fødevarekontrollen fejlagtigt anklagede virksomhedens ansatte for ikke at have ordentlig håndhygiejne.
- Det er helt generelt en sørgelig situation. Det grænser til det katastrofale, fordi vi lever jo i høj grad af at sælge juleænder. Og at få sådan en shitstorm fem dage før jul, det er mildt sagt en katastrofe.
Sådan lyder det fra direktør hos Dan Duck, Hardy Eskildsen, efter et forløb med Fødevarestyrelsen. Den 17. december 2019 var styrelsen på besøg i Struer hos virksomheden for at afvikle en rutinemæssig kontrol. Det afstedkom en indskærpelse om, at medarbejderne ikke havde tilstrækkelig håndhygiejne.
Efterfølgende mistede Dan Duck en betydelig del af deres omsætning, da flere af kunderne valgte dem fra, mens de, der havde købt hos virksomheden, oplevede, at de ikke kunne sælge juleænderne videre på grund af sagen. Derfor har slagteriet mistet store markedsandele.
- Vi har mistet over halvdelen af alle indkøb hos vores største kunde. Om vi får noget af det, vi har tabt hos ham, tilbage eller ej er svært at sige. Men vi har mange odds imod os, siger Hardy Eskildsen.
Det hele beroede på en fejl. Medarbejderne havde vasket deres hænder et andet sted, end hvor kontrollanterne havde holdt øje med dem, og trods indskærpelsen fik virksomheden ikke mulighed for at blive hørt og rette misforståelsen.
Har lagt sag an
Dan Duck har nu lagt sag an mod Fødevarestyrelsen for at få dækket det tab, som den fejlbehæftede kontrol har medført. For man kan ifølge Hardy Eskildsen ikke undervurdere den betydning, som sagen har haft for selskabet.
- Vi har ikke fået solgt det, vi skulle have solgt. Butikkerne har heller ikke fået solgt det, de skulle have solgt, så de er brændt inde med en masse ting, så de har ikke lavet nye ordrer, i hvert fald kun i begrænset omfang, og nogle har valgt at udflage en del af indkøbet, siger direktøren, og fortsætter:
- Vores allerstørste kunde har valgt at udflage over 50 procent af deres indkøb, og det vil sige, at vi mister i hvert fald 50 procent af det, vi normalt sælger der. Og de sidste 50 procent kan vi så komme til at slås om med importerede varer. Det kan være, at vi er heldige at få nogle af dem. Men det er ikke sikkert, siger Hardy Eskildsen.
I en efterfølgende rapport har Fødevarekontrollen erkendt de fejl, man har begået, men det har ikke fået kunderne tilbage i folden hos Dan Duck.
- Vores kunder er ligeglade (med erkendelsen, red.), fordi de står med et varelager, som de ikke fik solgt til jul. Og det vil de ikke risikere en gang til. Timingen er katastrofal i vores virksomhed, fordi det var lige op til jul, og fordi mellem 80 og 85 procent af vores omsætning ligger omkring juletid. På den måde, som vi har fået det forklaret med vores indkøbere, er det godt nok op af et bjerg lige nu, siger han.
Undskyldte tidligere
Fødevarestyrelsens kødkontrolchef Rikke Aagaard har ikke ønsket at kommentere sagen på grund af den førnævnte retssag, som Dan Duck har anlagt mod styrelsen. Men hun har tidligere beklaget sagen overfor TV Midt-Vest.
- Jeg kan godt forstå frustrationen. Fejl kan ske, og det er beklageligt, og når det sker, så retter vi op på den, Myndigheder skal ikke lave fejl, og når vi laver en fejl, så er det beklageligt, siger Rikke Aagaard.
Fødevarestyrelsen valgte efterfølgende at trække deres rapport tilbage. Hos Dan Duck har Hardy Eskildsen svært ved at forstå, hvordan sagen kunne komme så vidt.
- Jeg kan stadig ikke forstå, at Fødevarestyrelsen tilsidesætter deres fødevarekontrol og sundhed, fordi når man har noget, der skal give en indskærpelse. Hvorfor tager man så ikke fat i virksomheden? Det er uhørt i virksomheden her, at man har lavet almindelig kontrol, men så efterfølgende ikke har taget en snak med os. Hvorfor gjorde man ikke det, spørger Hardy Eskildsen retorisk.
Afventer rapport
- Man har jo ikke engang lavet en partshøring, inden kontrolrapporten lå ude på nettet og derfra gik videre i pressen: Det er jo helt i skoven, lyder det fra Dan Duck-direktøren.
Han afventer med spænding en rapport fra Fødevareministeriet om sagen, og har et håb i den forbindelse.
- I og med at Fødevarestyrelsen har sagt, at de har lavet en fejl, at de har lagt sig fladt ned og har givet os en undskyldning, så håber jeg og forventer, at fødevareministeren vil komme med en utvetydig undskyldning oven på det her, og at vi kan komme videre med sagen.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66