Byggeriet af en ny, 1.736 kvadratmeter stor kornhal er nu gået i gang. Hallen skal fra den kommende høst skal øge Overgaards lagerkapacitet på Iselingen Gods ved Vordingborg fra de nuværende 28.000 tons til omkring 40.000 tons.
Det er Iselingen Gods, der får opført den nye kornhal, som i lighed med de øvrige kornhaller på stedet vil blive lejet ud til Overgaard på en langtidskontrakt.
- Overgaards aktiviteter på Sjælland, Møn og Lolland-Falster vokser, og vi foretager den store investering i tillid til, at det gode og tillidsfulde samarbejde, vi har med Overgaard, vil fortsætte i fremtiden, siger ejeren af Iselingen Gods, Niels Otto Hansen.

Portindgang i begge ender

- Hallen bliver helt identisk med en tilsvarende hal, der blev opført på stedet i 2015. For at kunne udnytte pladsen i den nye hal bedre vil den blive forsynet med portindgang i begge ender, fortæller Niels Otto Hansen. Den nye kornhal opføres af byggefirmaet Vesti Olsen & Hansen A/S fra Tølløse på Midtsjælland.
I høst vil de landmænd, der leverer korn på stedet, blive betjent af to-tre medarbejdere. Korn, der ikke er lagerfast ved ankomsten, vil blive kørt igennem et udendørs gennemløbstørreri, inden det med et stort transportanlæg flyttes over og lagres i en af kornhallerne på stedet.

Enkel og gennemskuelig

Claudio Pelsen fra Overgaard udtrykker glæde over, at så mange landmænd gjorde brug af firmaets kornmodtagelser i høsten 2017.
- Vi tager den stigende opbakning, vi oplever, som udtryk for, at landmændene sætter pris på vores enkle og gennemskuelige måde at arbejde på – med lave omkostninger til følge, udtaler Claudio Pelsen.
- Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at vi accepterer to procent urenheder i foderkorn, samt at der ingen analyseomkostninger er for vore kunder, siger han.