En række danske forskere bidrager til ny Seges-bog om dyrevelfærd og etik.
Dyrevelfærd er et emne, der både optager landbruget og resten af samfundet i al almindelighed. Og hvis du også interesserer dig for emnet, har du chancen for at blive opdateret på den nyeste viden inden for adfærdsbiologi og dyrevelfærd med den nye grundbog »Dyrevelfærd og etik i husdyrproduktionen«, som Seges Forlag udgiver.
Bogen er en vurdering af dyrevelfærd og de etiske dilemmaer, der følger med i produktionen af kvæg og svin og erstatter dermed bogen »Husdyrhold – adfærd, velfærd og etik«.
Det er de tre forskere Jan Tind Sørensen, Karen Thodberg og Mette S. Herskin fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, der sammen med professor Peter Sandøe fra Københavns Universitet har bidraget til bogen.
- Landmænd spiller en afgørende rolle for produktionsdyrs velfærd og vi er glade for, gennem bogen at bringe vores viden i spil i landbrugsuddannelserne, siger professor Jan Tind Sørensen om den nye udgivelse.
En bog for alle
Bogen er lavet til undervisningsbrug på landbrugs- og dyrepasseruddannelser, men er også relevant for landmænd, de ældste folkeskoleklasser, gymnasier samt andre, der gerne vil være ajourført indenfor området.
I bogen introduceres en lang række emner herunder forskellige syn på dyr og dyreetiske dilemmaer samt dyrenes adfærdsbiologi og lovkrav med relevans for dyrevelfærd. Den forklarer fagudtryk og termer, og sidst men ikke mindst præsenterer bogen forskellige værktøjer, som kan hjælpe til at vurdere og sikre dyrenes velfærd i en besætning.
Bogen kan købes i Seges’ netbutik, hvor du også kan få en læseprøve af den. Bogen har fået støtte fra Foreningen PlanDanmark, Norma og Frode Jacobsens Fond.
dbj