Gårdens egen kraftfoderfabrik
Med de større kvægbedrifter kan Skiold tilbyde møllerianlæg til produktion af eget kraftfoder.
I takt med at bedrifterne bliver større, kan det være rentabelt at fremstille sit eget kraftfoder fremfor at købe færdigfoder på foderstoffen.
Den filosofi havde folkene på Andekærgård på Tåsinge, da de henvendte sig til P. Andersen Staldservice i Nyborg med opgaven, i forbindelse med opførelsen af det nye staldanlæg med plads til ikke mindre end 1.400 malkekøer.
Kernen i anlægget er et mølleri fra Skiold, hvor en skivemølle kan formale foderingredienser som sodakorn, rapskager eller roepiller. Desuden har P. Andersen Staldservice leveret siloer, transportanlæg og vægtudstyr til foderanlægget.
Nøjagtig afvejning
- Normalt er det jo som oftest en gummiged, som læsser de forskellige ingredienser i fuldfodervognen, inklusive kraftfoderet. Her læsses den hjemmelavede, friske kraftfoderblanding af proteinmidler, salt, kridt og mineraler mm. nøjagtigt afvejet direkte i vognen fra kraftfoderanlægget, forklarer Peter Andersen, der er indehaver af Nyborg-firmaet.
Også hos Skiold i Sæby opleves en øget interesse fra kvægbrug til anlæg til kraftfoderdelen.
- Kvægfolkene vil i sagens natur kunne optimere deres store bedrifter mest muligt, og her er eget kraftfoderanlæg en oplagt mulighed, påpeger afdelingsleder hos Skiold A/S, Kurt Henriksen.
Se temaet om kvæg i denne uges LandbrugFyn, med blandt andet reportage fra åbent hus-arrangementet med 1.700 gæster på Andekærgaard på Tåsinge.



































