Arla skal spare 400 millioner euro

Arla Foods' effektiviseringsprogram Calcium skal øge effektiviteten yderligere i selskabet, og inden udgangen af 2020 have sørget for besparelser på 400 millioner euro.

Arla skal effektivisere forretningen de kommende år. Det er udkastet i et såkaldt transformationsprogram, Calcium, der løber frem til 2020.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse. Effektiviseringsprocessen skyldes de effekter, som kursfaldet på det britiske pund efter Brexit vil få for firmaet, samt de store fælleseuropæiske lagre af skummetmælkspulver, der har nået et rekordniveau.
 
- I Arla Foods har vi altid haft en kultur, hvor vi effektiviserer og fjerner omkostninger til gavn for vores ejere, kunder og forbrugere, så i den forstand er dette ikke noget nyt. Det nye er, at vi er blevet påvirket af nogle faktorer, som er uden for vores kontrol. Det er valutaeffekten som følge af Brexit, der påvirker vores faktiske forretning, og det er effekten af ændringen i industripriserne på fedt og protein, som påvirker vores relative konkurrencedygtighed over for vores internationale konkurrenter, siger Arla-direktør Peder Tuborgh.
 
- De faktorer har påvirket vores lønsomhed, og som en ansvarlig virksomhed er vi nødt til at reagere for at udligne påvirkningen fra disse faktorer. Det gør vi med vores treårige transformationsprogram, som går på tværs af hele vores organisation og skal genoprette vores relative lønsomhed, siger han.
 
Det er endnu for tidligt at sige noget om de konkrete konsekvenser, som effektiviseringsprocessen vil få, oplyser selskabet. Men ud af de samlede besparelser på mere end 400 millioner euro forventer Arla, at cirka 300 millioner euro bliver sendt tilbage til Arlas ejere via mælkeprisen.

Læs også