Tjansen efter skoletid på en nabogård vakte interessen for landbrugsmaskiner for Kristian Bøgedal Jørgensen. Lige siden har maskiner været omdrejningspunktet for købmandssønnen fra Knarreborg, som på fredag den 31. juli kan fejre sin 50-års fødselsdag.

Det sker i tidsrummet fra klokken 12 til 17 på Glamsbjerg Maskincenter, som han har været medejer af siden 2017 sammen med de to kompagnoner, Ulrik Bøgelund og Søren Bech Sørensen.

I dag handler det primært om salg og kundekontakt for Kristian Jørgensen, men maskinkarrieren startede, da han efter skolen som 16-årig kom i lære som landbrugsmaskinmekaniker hos Jens Thybo A/S i Hårby.

Derefter var han montør i nogle år hos Stevnhoved & Søgaard A/S i Odense, inden han kom til Agrotrac i Ullerslev, hvor han blandt andet var ansvarlig for importen og service af Laverda-mejetærskerne.

Turen gik derpå videre til maskinforretningen, hvor Kristian Jørgensen blev værkfører. Og som nævnt i dag er medejer af Glamsbjerg Maskincenter, som forhandler både landbrugsmaskiner og ikke mindst et stort spekter af maskiner til have- og parkområdet.

Fødselaren bor i Verninge sammen med familien.