En rejse eller en faglig studierejse til udlandet er for mange et af årets højdepunkter.

- Derfor handler det om at lave rejser med mening for dem, der er med, forklarer Niels Damsgaard Hansen, indehaver af rejsebureauet Rejsogoplev ApS, som netop har indgået samarbejde med dagbladet Effektivt Landbrug om at producere målrettede faglige studierejser for avisens læsere.

Han er kendt i landbrugskredse både for sine artikler fra den store verden her i dagbladet Effektivt Landbrug – Global Farming – og fra sin tid som chefredaktør for blandt andet Maskinbladet.

- Nu har vi indledt et samarbejde med Niels Damsgaard Hansen, så vores læsere enten får en kontant rabat eller et digitalt abonnement i nogle måneder, hvis de tager med ud i verden med Rejsogoplev og Effektivt Landbrug, siger Per Jørgensen, direktør for Effektivt Landbrug.

Fordelagtigt

Dagbladet Effektivt Landbrug har i flere år udbudt studieture sammen med Niels Damsgaard Hansen.

- Nu gør vi det bare endnu mere fordelagtigt at rejse med os og avisen, lyder det fra Per Jørgensen.

Rejsogoplev er med i Rejsegarantifonden, og blev stiftet tidligere i år med Niels Damsgaard Hansen som ejer i samarbejde med Anne Hansen Aamand og Lily Bahnsen.

De tre erfarne folk bag Rejsogoplev gør en dyd ud af, at deres rejser har mening og et indhold, der matcher gæsternes ønsker.

- Vi tilbyder derfor både pakkerejser målrettet bestemte grupper og rejsemål. Men vi tilbyder også ture i samarbejde med dem, der skal afsted, så de får nøjagtig den tur, de ønsker.

- Og hvis de ikke selv er nok til at gennemføre turen, kan vi gøre det i samarbejde med Effektivt Landbrug, forklarer Niels Damsgaard Hansen.

Løbende nye rejser

Som det fremgår af hjemmesiden www.rejsogoplev.dk, er der allerede nu faglige rejser til New Zealand, Tyskland, Uganda og USA. Fra uge 33 kan rejserne også ses og købes via www.effektivtlandbrug.dk.

I løbet af kort tid kommer der endnu flere rejser til blandt andet Island.

Alle rejserne har udførlige programmer, som dag for dag beskriver deres indhold, tidspunkt, pris og så videre.

Desuden vil der blive annonceret med rejserne i Effektivt Landbrug – og der vil løbende blive udsendt nyhedsbreve til alle interesserede, der tilmelder sig.