Sortsvalgmajs.dk beregner økonomien i majssorter på konkret bedrift, ligesom man også kan se sandsynligheden for, at sorterne kan modne i området og resultater fra sortsforsøgene.

Der er mange penge at tjene ved at vælge den majssort, der passer bedst til ens ejendom, og dermed giver den bedste økonomi.

Udgør majs mere end to tredjedele af grovfoderet kan forskellen sagtens være cirka 1000 kr. pr. årsko eller cirka 3000 kr. pr. hektar majs mellem sorterne med højest og lavest værdi.

Beregnet merværdi

Det skriver Seges på Landbrugsinfo og lover, at man med få oplysninger om fodring, ensilagekvalitet og majsdyrkning får beregnet merværdien ved at fodre med de enkelte sorter i forhold til at fodre med målesortblandingen. Bag hver værdi er en optimeret foderplan i NorFor.

Vælg først om det er forsøgene i Nordjylland, Syddanmark eller i hele landet, som du vil basere dit sortsvalg på. Derefter vælger du postdistrikt, normal så- og høstdato og ønsket tørstofprocent. Så får du beregnet sandsynligheden for, at sorterne kan nå at modne i dit område.

Som hovedregel bør du kun vælge majssorter med mindst cirka 80 procent sandsynlighed for at modne. Du kan også se resultater fra sortsforsøgene i det område, du har valgt at basere dit sortsvalg på.