- Vi er billigst
Danske Indkøbsforeninger har et navneproblem: Potentielle kunder er ikke klar over, at det reelt også er en finansieringsforening. Det stod klart ved gårsdagens landsmøde i foreningen, der har 80 år bag sig.

Formanden for Danske Indkøbsforeninger Bent Højgaard Andersen, og Peder Nielsen, der sammen med Indkøbsforeningen Sjælland, stod for årets landsmøde. Fotos: Henrik Sieben
- Vi skal have de sidste dovne penge ud at arbejde og så skal vi have omkostningerne ned. Sådan lød det fra dagens dirigent Henning Lassen, Gl. Viborg Amts Indkøbsforening, ved gårsdagens landsmøde i Danske Indkøbsforeninger, der blev afviklet på Hotel Strandparken i Holbæk.
Konklusionen faldt i forbindelse med en debat om synligheden af Danske Indkøbsforeninger, herunder ikke mindst de 15 tilsluttede regionale indkøbsforeningers arbejde. Flere af foreningerne har pænt store midler til udlån, samtidig med at en enkelt forening, Ribe Indkøbsforening, havde brug for flere penge til udlån.
I debatten slog formanden Bent Højgaard Andersen, Nordjysk Indkøbsforening, såvel som flere af de fremmødte delegerede fast, at foreningerne skal sørge for, at potentielle låntagere, landmændene, har det godt og har kendskab til indkøbsforeningernes muligheder for at låne ud til indkøb af maskiner og redskaber:
- Landmanden skal kende os, førend han kender maskinhandlernes muligheder for at låne ud, for vi kan låne ud til fuldt konkurrencedygtige priser i forhold til maskinhandlerne og de finansieringsinstitutter, de benytter sig af. Beklageligvis har vi landmænd i Danmark, der har drevet landbrug i både 10 og 20 år, som ikke kender os som en finansieringsforening, lød det blandt andet fra formanden.
Dette fik et par af dagens delegerede til at nævne ordet navneændring, men formanden slog fast, at navnet aktuelt ligger lovbundet, men også at det er problematisk, at når man eksempelvis googler ordet finansiering, så kommer navnet indkøbsforeninger ikke op.
80-års jubilæum
Årets landsmøde, der havde samlet 160 deltagere – fordelt på 40 stemmeberettigede, 50 øvrige bestyrelsesmedlemmer fra de tilsluttede foreninger og 70 ledsagere – skulle ses i lyset af, at det i år er 80 år siden at Lov om Indkøbsforeninger blev vedtaget.
Formanden kom i sin beretning ind på emner som den nye persondataforordning, herunder de fælles principper for medlemskab af en lokal indkøbsforening, udarbejdning af fælles udkast til købskontrakter og bestyrelsesansvarsforsikring.
Bent Højgaard Andersen indledte dog ved at fortælle om årets resultat, der var på minus 470.000 kr., hvilket er 1.116.000 kr. lavere end sidste år.
- Den store forskel skyldes et fald på knap 800.000 kroner i renteindtægter, men også en stigning i finansieringsomkostningerne på cirka 600.000 kroner sammenlignet med 2017. Bag det relativt store fald gemmer der sig blandt andet et rentefald, som kommer vores medlemmer til gode og fortsat gør Indkøbsforeningerne konkurrencedygtige i markedet, hvor vi er oppe mod banker og leasingbureauer.
Formanden, såvel som dirigenten nævnte, at umiddelbart er det svært at gå i konkurrence med maskinhandlernes store annoncetilbud om 0-rente:
- Men når man regner det hele sammen i lånets løbetid, så er vi billigere.
Store regionale forskelle
Bent Højgaard Andersen kommenterede også på de regionale forskelle, der er på udgifter til administration og bestyrelsesdriften opgjort pr. indgået ny kontrakt i 2018:
- Den gennemsnitlige udgift er på cirka 14.500 kroner pr. ny kontrakt, hvilket repræsenterer en stigning på knap 3.000 kroner sammenlignet med år 2017. Beløbet dækker over lokale forskelle, der fordeler sig fra 7.000 kroner til de billigste og op til 57.000 kroner for de dyreste.
Formanden opfordrede til en udjævning, og ikke mindst til, at de dyreste foreninger skal se at gøre det billigere.
- Der lånes stadig penge ud til vores medlemmer, men ikke helt i det tempo og omfang, som vi kunne ønske os. Samlet set har vi udlånt to millioner kroner mindre i 2018 end i 2017.
Dette fik Preben Kristensen fra Indkøbsforeningen Vest-Jylland til at bemærke, at ser man udviklingen over de seneste ti år, så har man samlet udlånt 30 millioner kroner mindre, end ønsket.
- Og som vi har mulighed for. Det er en udfordring, for fremskriver vi den udvikling, så kan vi se, hvornår vi skal lukke og slukke. Derfor har vi brug for fornyelse og nytænkning.
Antallet af indgåede kontrakter i 2018 er faldet sammenlignet med året før. Der blev på landsbasis indgået 452 kontrakter i 2017, mens antallet i 2018 var på 394 indgåede kontrakter.
Udfordring og fremtiden
Også en regulatorisk udfordring fra Landbrugsstyrelsen, der i foråret 2017 varslede at en ophævelse af lov om Danske Indkøbsforeninger kunne finde sted:
- Vi har haft møde med Landbrugsstyrelsen og sagt, at det var en dårlig idé. De tog vores argumenter til efterretning.
Trods nedgang i udlån, hård konkurrence på udlån af midler til indkøb af maskiner og Landbrugsstyrelsens henvendelse, fandt formanden alligevel, at der også er en fremtid for indkøbsforeningerne:
- Arbejdet i Danske Indkøbsforeninger og i de lokale foreninger i løbet af det sidste år, vidner om positive fremtidsudsigter for vores foreninger og vores virke.
Landsmødet bød også på indlæg ved Henning Otte Hansen om og fællestur til Andelslandsbyen Nyvang. Årets vært var Indkøbsforeningen Sjælland.
Ved landsmødet var der genvalg til Bent Højgaard Andersen som formand og ved det efterfølgende konstituerende møde blev Henning Lassen genvalgt som næstformand, mens Lars Andersen, Bornholms Indkøbsforening, blev tredje medlem af forretningsudvalget.