Høst tomater, tag på traktortur, smag på bælgfrugter, gør et loppefund, køb friske blomster og mal korn. Listen er lang over aktiviteter til Økologisk Høstmarked rundt omkring i Danmark, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Det er en gammel dansk tradition at fejre, at høsten er i hus. Økologisk Høstmarked fejrer netop de mange lækre økologiske råvarer, som sensommerens høst byder på.

En af værterne, der i den grad bakker op om traditionen, er Julie Rohde Birk. Hun er forstander på Kalø Økologisk Landbrugsskole, og hun arbejder på at bygge bro mellem øko-landbrug og by.

- Mange af vores elever får ikke råd til at købe et stort landbrug, og derfor lærer vi dem at blive gode til at forædle deres afgrøder på et lille areal og at sælge dem direkte til forbrugerne. De skal kunne forklare ærligt, hvad de laver – og hvorfor deres varer har en højere værdi.

I podcastserien Ildsjælene fortæller hun sprudlende, hvordan hun for 12 år siden selv blev blæst bagover af et marked på Kalø. Markedsdagen førte til, at hun omlagde sit liv fra arkitektverdenen til at blive økologisk landmand. I 2024 vendte hun tilbage – nu som forstander for landbrugsskolen.

Økologerne åbner dørene hen over weekenden 6.-7. september i hele Danmark. Find en gård på iloveoko.dk

Økologisk Høstmarked gennemføres med midler fra Fonden for Økologisk Landbrug – Finansieret af Den Europæiske Union, NextGenerationEU.