Er det noget, der kan samle både unge og ældre landmænd, og for den sags skyld børn og barnlige sjæle samt traktorinteresserede i det hele taget, så er det veterantraktorer. Det er Motor og Veterantraktor Klubben Fyn et godt bevis på.

Når der indbydes til aktiviteter eller udstillinger, møder medlemmerne talstærkt op, og hvert år kommer der flere og flere medlemmer til i klubben, også blandt de yngre årgange.

Måske lige med undtagelse af det forgangne år, hvor coronaen satte en kæp i hjulet for klubbens høje aktivitetsniveau. Medlemstallet er skrumpet med et par stykker, nok mest, ifølge kassereren, fordi folk uden netbank skal finde et posthus og betale 75 kroner for at få betalt kontingentet med et indbetalingskort. Derfor indføres nu en nemmere og ikke mindst billigere betalingsform for medlemmerne.

Tredje største klub

Med et medlemstal på 278 medlemmer er Motor og Veterantraktor Klubben ikke alene en af de store foreninger i den fynske landbrugsverden, men også den tredje største af sin art i Danmark.

Det kunne formanden Bo Fonager Lindholm med tilfredshed konstatere, da han forrige lørdag aflagde beretning ved generalforsamlingen i Ryslinge Forsamlingshus.

Oprindelig var mødet planlagt til afholdelse i det fri hos Susanne og Kurt Sindahl (klubbens kasserer, red.) i Trunderup Dong. De ændrede corona-regler gjorde det dog muligt at afvikle generalforsamlingen i de traditionelle rammer i Ryslinge.

Men hvor det normalvis samler omkring 75 medlemmer på en februar-aften, så deltog denne lørdag formiddag, første dag i skolernes sommerferie, kun omkring 40 medlemmer.

Mange aflysninger

Bo Fonager Lindholm måtte bruge det meste af sin formandsberetning på at remse alle de mange arrangementer op siden sidste års generalforsamling, som var blevet aflyst på grund af covid-19.

Dog lykkedes det at gennemføre den traditionelle binderhøst i Øster Hæsinge og efterfølgende tærskning og presning af halmen sidste sommer. Begge dage med omkring 20 deltagere. Også høstdagen i Den Fynske Landsby blev gennemført, ligeledes med deltagelse af en snes medlemmer fra veterantraktorklubben.

Endvidere lykkedes det at gennemføre den årlige aktivitetsdag og fynsmesterskabspløjningen, som for niende år i træk foregik på Brobygård den 12. september. I det flotte sensommervejr deltog ikke mindre end 75 pløjere.

Gylden skovl

- Det er naturligvis med stor beklagelse, at vi måtte aflyse så meget. Men det kunne ikke være anderledes, når vi skulle passe på hinanden og samfundet. Vi skal huske på, at alt hvad vi gør, er kun for sjovt. Vi skal ikke leve af det, og har derfor ikke penge i klemme, sagde Bo Fonager Lindholm og takkede for medlemmernes store tålmodighed, og alle de frivillige, som år efter år lægger deres kræfter i klubben.

- Alle gør en indsats, og uden den havde vi slet ingen klub, pointerede formanden, inden den ærefulde kåring af årets indehaver af »Årets Gyldne Skov« blev foretaget.

De tildeles til et medlem, som har ydet en ekstraordinær indsats enten i det forløbende år, eller gennem et langt forløb igennem tiden. Blandt de tre nominerede, som udpeges af forrige års kandidater, gik hæderen til Aksel Østerlund fra Skellerup.