Fyraftensmøde om udlejningsejendomme

Torsdag den 7. oktober klokken 15-17 afholder Patriotisk Selskab et gratis fyraftensmøde for medlemmer af rådgivningsselskabet.

Mødet er målrettet medlemmer med udlejningsejendomme, der kunne tænke sig en unik mulighed for at benchmarke deres udlejningsboliger med tilsvarende boliger – og blandt andet blive klogere på, om huslejeniveauet er passende i forhold til andre i området.

Patriotisk Selskab oplyser endvidere, at selskabet sammen med EjendomDanmark er i gang med at forberede udviklingen af et benchmarking-værktøj til udlejningsejendomme. I den forbindelse er der brug for hjælp fra fremtidige brugere, så det nye værktøj kan ramme helt rigtigt.

Rent teknisk er det hensigten at udvikle det nye benchmarking-værktøj ved at integrere EjendomDanmarks »Lejetjek« med Patriotisk Selskabs »MyBusiness«. Brugere kommer til at kunne tilgå benchmarking-værktøjet i Patriotisk Selskabs app, så udlejer altid har det ved hånden.

På fyraftensmødet vil deltagere kunne høre, om de muligheder der ligger i det nye værktøj, ligesom udlejere kan fortælle, hvad de har brug for, og samtidig byde ind med idéer til funktioner og værktøjer.

Udover det faglige vil der på mødet være rig mulighed for en snak med konsulenter fra Patriotisk Selskab og de andre mødedeltagere.

Interesserede, der ikke har mulighed for at deltage fysisk ved mødet, kan i stedet deltage online. Det skal blot oplyses ved tilmelding.

Læs mere om tilmelding og program på patriotisk.dk.

Læs også