Af Bent Hovalt Bertelsen, Kastanievej 2, 5492 Bred

Viceformand Martin Hjort Jensen for Landbrug & Fødevarer skriver den 19/8 under overskriften »Vi kan sagtens stå fast uden at droppe dialogen«, at man godt kan forhandle på det nuværende grundlag, hvorimod chefredaktør Jacob Lund-Larsen siger: - Forlad forhandlingsbordet. 

Jeg tilslutter mig Jacobs betragtning.  Forlad bordet, og gå hjem og kom tilbage med et magtsprog, som politikerne har respekt for. I alt for mange år har L&F gået til den ene forhandling efter den anden og kommet hjem med et resultat, der kun har gavnet vore mange papirnussere i landbruget, men stillet primærbønder øgede omkostninger og reducerede muligheder i udsigt. Ikke mindst på kvælstofområdet har vi alt for længe ladet skiftende regeringer beregne os langt ned under gulvbrædderne. Stik imod kravene i EU's Nitratdirektiv. 

Retfærdigvis skal det siges, at L&F ikke har været ene om at acceptere de politiske beregninger. Hvis regeringen ikke vil forstå med dialog, må andre magtmidler tages i brug, således at vi står i en stærkere forhandlingsposition. 

Jeg véd, vi alt for længe har fravalgt at lægge pres på regeringen og bruge andre metoder, men det skal være slut nu. Der skal kamp til, så vi kan komme på sporet igen og blive reguleret efter de krav til koncentrationer, som Nitratdirektivet udstikker. Alt andet er manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt, og en accept af regeringens misfoster af en afviklingslov!
Udsigten til ufattelig mange lukkede landbrug endnu engang gør, at L&F sammen med BL skal tage forhammeren i brug og gøre det klart, at regeringen skal lytte. Ellers skal brølet fra pladsen foran Christiansborg og andre steder nå dem, indtil de vælger at lytte! 

Tålmodigheden er brugt HELT op! Min største drøm er, at vi sender Søren Søndergaard og Niels Hauge Mikkelsen samlet ind til forhandling, med krav om fjernelse af gødskningsloven. Vi andre bidrager med »musik« til forhandlingerne. Er det ikke nok, må vores virksomheder med ind i kampen. Vi skal have stoppet dette galimatias! Sammen!

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Den grønne trepartKvælstofregulering