Når regeringen forlader EU-retten, må landbruget tage sagen hele vejen

DET HAR VÆRET kendt i en håndfuld år efterhånden, at kreative sjæle i forskerkredse på Aarhus Universitet som led i et såkaldt 1900-tals-projekt med et pennestrøg droppede år 1900 som referenceåret for kvælstof i Danmark. Tabet af næringsstoffer fra landbrugsaktiviteter var sammen med tilførsler af byspildevand allerede i 1900 »meget betydelige«, har det lydt. Derfor har man argumenteret for, at år 1900 pludselig alligevel ikke kunne bruges som referenceår. Modsat er naturtilstanden i vores fjorde og vandløb fortsat fastlagt ud fra år 1900.

OG HVOR MAN altså ikke vil bruge år 1900, som oprindeligt, når det kommer til kvælstof, så er det referenceår, man vil regulere danske landbrugsvirksomheder efter, rykket sådan cirka 6.000 år tilbage. Dengang var der nærmest ingen mennesker og husdyr i Danmark. Dette fifleri med referenceårene er, som EU-advokat Hans Sønderby Christensen påpeger i denne avis, ikke bare urimeligt. Det er efter al sandsynlighed ulovligt.

DET KRÆVER LIDT forklaring. Når staten herhjemme siger, at målet er at genskabe naturtilstanden, som den så ud omkring år 1900 – dokumenteret ved ålegræssets udbredelse dengang – bruges én målestok. Når det så gælder, hvor meget kvælstof, som landbruget må tilføre for at nå præcis det mål, bruger man i stedet en reference fra omkring 6.000 år tidligere. Altså benyttes to vidt forskellige målestokke – for ét og samme mål. Man skifter så at sige lineal midt i regnestykket.

DER LIGGER ALTSÅ en indre modsigelse i den danske stats ageren. Og den slags er ikke fremmed for EU-Domstolen, som faktisk tidligere har fældet klare domme over lignende kreative statsreguleringer. I den italienske Gambelli-sag forbød staten private væddemål med henvisning til, at man ville »begrænse spillelysten« i landet. Staten reklamerede dog selv lystigt for sine egne lotterier og kasinoer, og tabte på den baggrund ved EU-Domstolen.

PÅ SAMME VIS HAR den østrigske stat tabt en sag om tandklinikkers regulering, og den skotske stat en sag om regulering af alkoholpriser, hvor staternes regulering modsagde sig selv. Når det sker, kan et slingrende statsligt indgreb simpelthen ikke stå distancen foran EU-dommerne. Og det er denne logik, der kan ramme den danske stat, når vi taler kvælstofregulering i Danmark. For når staten opererer med to uforenelige referencer – år 1900 og en periode 6.000 år tidligere – for det samme mål, er det efter EU-Domstolens faste praksis ikke bare inkonsekvent og uden systematik. Så er det ulovligt.

FOR OS AT se bliver den aktuelle landbrugspolitik i Danmark ikke mindre bekymrende af, at regeringen på onsdagens pressemøde i Statsministeriet igen sendte signaler om et nationalt sprøjteforbud og nye stramninger over for konventionel griseproduktion, som man vil forhindre i at udvide. Tilsammen tegner det et billede af en regering, der optræder som en selvstændig enklave, løsrevet fra det EU-retlige fællesskab, den har forpligtet sig til.

FOR HUNDREDEVIS AF danske landmandsfamilier er dette ikke en politisk eller akademisk diskussion om referenceår. Det er et spørgsmål om, hvorvidt bedriften overhovedet har en fremtid. Når myndighederne ikke kan dokumentere, hvorfor det er nødvendigt at skrue tiden 6.000 år tilbage, og når EU-retten kræver sammenhæng, systematik og bevis, hviler bevisbyrden entydigt på den danske stat i dette afgørende spørgsmål – og ikke på landmanden. Sagen bør derfor følges helt til EU-Domstolens tunge port af et samlet erhverv. For forsvinder råvaregrundlaget fra gårdene, vil det underminere hele fødevarebranchen.