Mød TV-kendte Søren Vester
Kom og hør designer og moderne bonderøv fra Thise, Søren Vester, når Haveselskabets afdeling Odense inviterer til foredrag.

Den 19. april klokken 19.00-21.30 har du mulighed for at møde Søren Vester, designer og moderne bonderøv fra Thise i Salling, når han kommer til Odense. Arkivfoto
Onsdag den 19. april klokken 19.00-21.30 har du mulighed for at møde Søren Vester, der er designer og moderne bonderøv fra Thise i Salling. Her kan du høre ham fortælle om det at være kreativ og at se mulighederne i haven.
Det er Haveselskabet afdeling Odense, der inviterer til foredraget, som finder sted i Odin Havnepark i Odense.
Her kan du høre, hvor Søren Vester får ideerne fra og idehåndværket bag. Hør om, hvem Søren er, og hvad man egentlig laver som kreativ bonderøv med et sprog, der er alt andet end rigsdansk og et humør, der får selv en grædekone til at smile.
Kendt fra TV
Vester har medvirket i flere programmer på TV, og i 2015 fik Søren Vester sin egen programserie, Vesters Verden, på TV2 Fri. Serien fulgte Søren og hans familie, der udlever drømmen om det gode liv på landet.
I øjeblikket er Søren Vester aktuel sammen med Line Franck i programmet »I Hus Til Halsen«, hvor de kommer trængte boligejere til undsætning.
Sidste skud på stammen er Søren Vesters Have, hvor Søren viser kreative ideer fra egen have og formidler glæden ved at være i haven.
Kun en tåbe frygter ikke haven
Søren Vester kan med sin fortælleglæde og entusiasme inspirere tilhørerne til at føre deres egne drømme og ideer ud i haven, men pas på - kun en tåbe frygter ikke haven.
Søren Vester er uddannet designer fra Danmarks Designskole, og han beskæftiger sig med indretning og skæve vinkler. Alt lige fra Michelinrestauranter og gravstene til legepladser og teambuilding.
Se mere om pris og tilmelding til arrangementet på Haveselskabets hjemmeside. Sidste frist for tilmelding er den 20. marts.