Kirsten sælger kvalitetskyllinger fra sin gårdbutik: - De er blevet vanvittigt populære
I år vil der på Hjørring Dyrskue være ekstra fokus på fødevareområdet. En af udstillerne er gårdbutikken Over Ugilt ved Kirsten Holgaard, som i den grad har fået godt gang i salget, især af kyllinger.

Kirsten Holgaard er tidligere minkavler og driver i dag gårdbutikken Over Ugilt i Vendsyssel. Hun er en af udstillerne i fødevareområdet på Hjørring Dyrskue. Fotos: Tenna Bang
- Vi kan ikke spise andet end Kirstens kyllinger og det, vi køber her. Man kan godt smage forskel. Det er sådan noget dejligt kød. Kyllingerne svinder ikke, og så er der altså en anden smag og struktur end dem, man køber i supermarkederne. Man kan ikke sammenligne det, lyder det fra et tilfreds kundepar, som denne solskinsdag har lagt vejen forbi Over Ugilt – en gårdbutik uden for Hjørring mellem Tårs og Sindal.
Parret går direkte hen til en af de mange frysere, åbner og lægger to store kyllinger ned i indkøbskurven. For kyllingerne ved Kirsten Holgaard har i den grad fået luft under vingerne.
- De er blevet vanvittigt populære, siger hun.
Efterspurgte kyllinger
Kirsten Holgaard fortæller, at det egentlig er den samme kyllingerace, Ross 308, som hovedparten af de store fjerkræproducenter har i deres kyllingehuse.
- Det er bare den kylling med den bedste kødsætning, det må vi bare sige, forklarer hun.
Men alligevel er der en stor forskel på det produkt, der ender i køledisken nede i supermarkedet, og det, der ligger i fryseren i Kirstens gårdbutik.
- En af de store forskelle er, at mit kød ikke er pumpet med vand, siger hun.
Bliver større og ældre
Et par gange om året får hun to gange 150 kyllinger. Her er de godt 14 dage gamle og store nok til at kunne klare sig udenfor i to store indhegninger med græs, buske og træer.
Her går de, indtil de slagtes på Kirstens eget slagteri med en slagtevægt på omkring 2 kg. Det betyder, at de får lov til at gå noget længere, blive noget ældre og større inden de slagtes, i forhold til slagtekyllingerne, som ender nede i supermarkedet.

Det helt store hit i gårdbutikken er kyllinger.
Feder grise op
I gårdbutikken Over Ugilt er kødet det primære, alt er på frost, og foruden kyllinger har Kirsten Holgaard også grise og kaniner, som kunderne også kan se på ejendommen.
- Det er helt almindelige grise, som er født i en almindelig grisestald. Og så kommer de her som 30 kg og bliver fedet op, forklarer Kirsten.
Hun laver cirka 40 grise om året, som vejer omkring 100 kg slagtet.
Grisene slagtes på Sæby Gårdslagteri, hvor Kirsten kører afsted med fem grise ad gangen i sin hestetrailer. Grisene køres hjem som halve grise, og så kommer der et par slagtere og parterer, mens Kirsten pakker kødet.
Kaniner til slagt
Og så er der kaninerne. Her har Kirsten Holgaard ti avlskaniner, som laver omkring 50 kg kød hver om året.
- Jeg har ikke så mange mere, men det bliver da til lidt, siger hun og fortæller, at hun sidste år medvirkede i et TV-program, som satte fokus på bæredygtige fødevarer.
- Dagen efter det program kørte over skærmen, der havde jeg udsolgt, siger Kirsten og fortsætter:
- Det er jo det mest CO2-venlige kød, man kan spise.
Kirsten Holgaard slagter selv sine kaniner.

- Det er helt almindelige grise, som er født i en almindelig grisestald. Og så kommer de her som 30 kg og bliver fedet op, forklarer Kirsten Holgaard, som laver omkring 40 grise om året.
Producerer det forbrugerne vil have
Over Ugilt er ikke en økologisk gårdbutik. Alt er konventionelt, hvor Kirsten vægter dyrevelfærd og det, at det er produceret lokalt ganske højt. Hun køber nemlig flere produkter ind til butikken.
Kirsten vil egentlig gerne producere økologisk, hvis kunderne efterspørger det, men det oplever hun ikke. Hun har tidligere købt økologiske kyllinger ind til gårdbutikken, så kunderne selv kunne vælge, om de ville købe Kirstens konventionelle kylling eller den økologiske kylling.
- Men når de står der, så kigger de altså på prisen, så jeg er holdt op med at have økologiske kyllinger, for det endte med, at jeg selv måtte spise dem.
Kunder går op i dyrevelfærd
Hovedparten af kunderne er omkring 50 år gamle og op efter.
- Men der er faktisk også en del yngre, som går meget op i dyrevelfærd. De behøver ikke spise kød hver dag, men når de vil have det, skal det være noget, hvor samvittigheden er i orden, forklarer Kirsten og fortæller, at kunderne kommer fra Skagen til Himmerland, og så er der også en del sommerhuskunder.
Kirsten kan tydeligt mærke de seneste års stigende fødevarepriser.
- Jeg har aldrig solgt så meget oksekød, som jeg gør nu. Jo dyrere det bliver ude i dagligvarebutikkerne, desto mere sælger jeg her, oplever hun.
Gårdbutik med forskellige produkter
For foruden sine egne slagtekyllinger, grise og kaniner sælger hun også æg fra sine egne høns. Herudover køber hun en del produkter ind, som hun sælger videre i gårdbutikken. Blandt andet oksekød, ænder, gæs, kalkuner, ærter, kartofler, jordbær og lignende.
Og så har hun lidt nemme grøntsager i køkkenhaven, som også ender i gårdbutikken. F.eks. porrer, gulerødder og rødbeder og tomater i et par drivhuse.
- Men jeg skal også huske mig selv på, at der ikke er mere end 24 timer i døgnet. Men jeg vil gerne rigtig meget, siger Kirsten Holgaard, som inden længe også er at finde på Hjørring Dyrskue.
Klar til dyrskue i Hjørring
Det er femte år, at Over Ugilt er med som udstiller på Hjørring Dyrskue.
Kirsten Holgaard har efterhånden fundet ud af, at folk ikke kommer på Hjørring Dyrskue for at købe store kyllinger på frost. Det er for besværligt for dem at gå rundt med. Derfor har hun i år jordbær, grillpølser, spegepølser og øl med på standen, hvor der også vil være enkelte smagsprøver.
- På dyrskuet skal man ikke kigge på salget. Man skal kigge på alle dem, der kommer i butikken bagefter og spørger efter den spegepølse, de smagte på Hjørring Dyrskue, siger hun og fortsætter:
- Der kommer altid nye kunder til efter Hjørring Dyrskue.

Kirsten Holgaard har haft slagtekaniner fra start.
Kirsten er tidligere minkavler
Kirsten Holgaard var minkavler frem til den skæbnesvangre dag i november 2020. Kort tid efter var minkene fortid, og Kirsten skulle finde ud af, hvad hun så skulle lave.
- Året inden havde jeg faktisk startet en lille gårdbutik op, nok mest for sjov. Jeg har altid lavet til eget forbrug, og så var jeg begyndt at sælge lidt oksekød, kylling og kanin, husker Kirsten.
Når situationen ville, at Kirsten ikke kunne fortsætte som minkavler, var hun faktisk ikke i tvivl om, at hun ville prøve at gøre endnu mere ved gårdbutikken.
- Og jeg må jo sige, at det faktisk er gået noget over forventning. Og det gjorde det egentlig lige fra starten, mindes Kirsten.
Hun gik i gang med gårdbutikken med en forventning om, at der ville komme en økonomisk afklaring på minknedlukningen. Det venter hun stadig på, så i 2024 sagde hun ja til et job på en kirkegård i nærheden, hvor hun arbejder 32 timer om ugen.
- Der skal jo en del penge til sådan for alvor at sætte gang i en gårdbutik, forklarer hun.
I samme periode kiggede Kirsten nøje på de dyr, hun havde, hvilke der gav mening at have, og hvilke der ikke gjorde.
- Jeg har beholdt det, der er bedst økonomi i. Og det andet køber jeg ind og sælger videre. Og derfor kan jeg også have tid til at passe mit arbejde.

Kirsten Holgaard er glad for sin tilværelse i gårdbutikken, men har også et job på en kirkegård ved siden af.
Åbent hus med succes
- Der kommer rigtig mange mennesker. Hvis vi er lidt heldige med vejret, kommer der 300-400 mennesker. Og det er egentlig bare for at se en kylling og klappe en gris, siger Kirsten Holgaard, som hvert år holder åbent hus i sin gårdbutik Over Ugilt.
I år er det lørdag den 4. juli.
- Der kommer rigtig mange børnefamilier, og mange af de børn har aldrig set en levende gris eller en levende kylling, så det er jo lidt af en oplevelse, siger Kirsten, som glæder sig over, at mange køber lidt kød med hjem sådan en dag, jordbær og ærter.
- Det er altid en succes, siger Kirsten Holgaard.





































