Dyrskue i optimismens tegn
Vejret var med fredagens dyrskue i Ribe, hvor skuets åbningstaler, formand for Sydvestjysk Landboforening, Niels Laursen, også så fremad for et landbrugserhverv, hvor pilene peger den rigtige vej.

Formanden for Sydvestjysk Landboforening, der arrangerer skuet, Niels Laursen, kom i sin åbningstale ind på den optimisme, som han oplever i landbruget for tiden. Foto: John Ankersen
Udsigt til en flot høst ovenpå sidste års dårlige tørkehøst, stigende svinepriser og en generel tro på fremtiden igen i landbruget. Formand for Sydvestjysk Landboforening, der er arrangør af skuet, Niels Laursen, havde ikke svært ved at finde både humør og optimismen frem i forbindelse med åbningen af fredagens Ribe Dyrskue.
- Dyrskuet er landbrugets festdag, hvor vi kan vise landbruget frem for befolkningen, så de ikke kun får indtryk fra aviserne. Et landbrug med større optimisme, sagde Niels Laursen.
Han kom også ind på de to store valg, der har fundet sted i år – dels EU-parlamentsvalget og folketingsvalget, hvor han noterede sig både udfordringer, men især nye muligheder.
- Ved EU-valget fik vi Asger Christensen, (landmand, Venstre-politiker og tidl. KHL-formand, red.) valgt ind, og vi håber, at han kan tale og præge landbrugets interesser, lød det fra Niels Laursen, der til gengæld er en smule mere betænkelig omkring udfaldet af folketingsvalget.
- Fra landbruget er vi bekymrede over folketingsvalget og de mange overbud, der kom, blandt andet omkring klimaet, konstaterede Niels Laursen, der dog samtidig noterede sig L&F´s udspil på klimaområdet – og ikke mindst de udmeldinger, som der foreløbigt er kommet fra den nye socialdemokratiske regering omkring landbruget.
- Det glæder mig, at vores nye minister siger, at vi ikke skal udflytte landbrugsproduktion, og derfor ikke vil stille urealistiske krav, konstaterede Niels Laursen.
Topdyr kåret
Ribe Dyrskue er med sin bare én dags varighed en komprimeret konkurrence i dyrskueringen, hvor der fredag blev fundet de bedste dyr inden for både malkekvæg, kødkvæg, heste, får og geder.
Et pænt opbud af malkekøer både indenfor Dansk Holstein og jersey gav både spændende og tæt kamp.
Hos Dansk Holstein blev det Villemajgård ved Lintrup i Sydjylland, der blev den helt store dyrskue-vinder, da de vandt i besætningskonkurrencen og i konkurrencen om skuets bedste holstein-ko.
Inden for Jersey-racen var den helt store vinder Niels Jørgen Olesen, Gesten, der foruden besætningskonkurrencen også vandt konkurrencen om skuets bedste jersey-ko – samme ko vandt kort forinden også i konkurrencen på tværs af racer med Skuets Bedste Yver.
Bedste kvie på tværs af racer gik også til jersey – nemlig en lille jersey-kalv fra Esme Van Weerdenburg, Rødding.