Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv kunne fredag og lørdag fejre 50 års jubilæum på sin nuværende placering. Familien fra I/S Kokkenborg har været med alle år og fejrede det med den flotteste titel af dem alle, Miss Vendsyssel 2019.
50 år på Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv blev fejret med manér af familien fra I/S Kokkenborg. De stillede fredag morgen i ringen med det skarpeste hold fra besætningen i Dronninglund, blandt andet sidste års bedste yngre RDM-ko i Hjørring, som kort tid efter blev Champion i Herning – en VR Enigma-datter.
Dommernes opmærksomhed gled dog forbi hende og hun endte som nummer to i holdet, for i samme hold gik der en VR Dalton-datter, som dommernes øjne aldrig slap.
På skuets første dag blev hun bedste ældre RDM ko og fik dermed en billet til Miss Vendsyssel-konkurrencen dagen efter, hvor hun igen var overlegen.
- Alle køer er køer, som kommer utrolig tæt på racens avlsmål. Og ser man på den røde ko, har hun nogle fuldstændig perfekte malkeorganger, sagde dommer Lars Nielsen foran de enkelte racevindere og hædrede VR Dalton-datteren til Miss Vendsyssel 2019
Med fra begyndelsen
I/S Kokkenborg drives af Conny og Jens Ejgil Hermansen og deres søn René Hermansen og svigersøn Dennis Nørgaard. De har 250 røde køer i to dybstrøelsesstalde, blandt andet nu Miss Vendsyssel.
- Det havde vi ikke lige regnet med. Det er imponerende en dag, hvor hun er tyregal, sagde René Hermansen, med familiens og publikums intense blikke, klapsalver og blitzlys.
Familien har været med på skuet i Hjørring, siden det flyttede til sin nuværende placering for 50 år siden, og det markerede de blandt andet ved at have den flotteste ko af dem alle.
Bedste interbreed besætningsgruppe
Ikke nok med det havde familien også de flotteste køer af dem alle. Det beviste de ved fredag at vinde titlen »Bedste RDM besætningsgruppe« og lørdag bedste interbreed besætningsgruppe.
Og som om det ikke var nok, så vandt familien også RDM Superko med en VR Corona-datter.
Både familien og de titel-slugende køer er klar til Landsskuet inden længe.
26.000 besøgende
Mens familein fra I/S Kokkenborg stadig ikke kan få armene ned, er armene ved LandboNord anderledes trætte efter to hektiske dage.
- Det har igen i år været et par hektiske og fornøjelige dage, hvor både folk fra land og by har haft mulighed for at se og bedømme nogle flotte dyr, se muligheder i det nordjyske outdoor-miljø, smage lækre lokalt producerede fødevarer, få en faglig eller politisk snak, lære lidt om historien bag dyrskuet, mens de få øjeblikke senere kunne beundre og sparke dæk på nogle af fremtidens maskiner, siger formand for dyrskuet, Lars Mellemkjær.
Hjørring Dyrskue, Fødevarer og Frilandsliv blev besøgt af omkring 26.000 mennesker.
Skuets bedste dyr
Malkekøer
Holstein
- Bedste besætningsgruppe, holstein: Fra Borup Holstein, Vrå
- Bedste ældre, holstein: 36169-03109, Jurus-datter fra Bjarne Thekelsen, Løkken
- Bedste yngre, holstein: 37546-05580, Kingboy-datter fra Solbakken Agro, Aabybro
- Bedste kvie, holstein: 35994-03940, W Blake-datter fra Mads Folke Madsen, Østervrå
- Superko, holstein: 34242-03578, Overbay-datter fra Tronsmark Holstein, Bindslev
- Bedste yver, holstein + interbreed: 35948-02632, Modena-datter fra Jan Nygaard Larsen, Frederikshavn
DRH
- Bedste besætningsgruppe, DRH: Fra Borup Holstein, Vrå
- Bedste ældre, DRH: 38143-02818, Mad Max-datter fra Borup Holstein, Vrå
- Bedste yngre, DRH: 38143-02562, Carmelito-datter fra Borup Holstein, Vrå
- Bedste kvie, DRH: 34242-04279, VH Blietrc-datter fra Tronsmark Holstein, Bindslev
Jersey
- Bedste besætningsgruppe, jersey: Fra Alstrup I/S, Brønderslev
- Bedste ældre, jersey: 35582-06242, VJ Husky-datter fra Alstrup I/S, Brønderslev
- Bedste yngre, jersey: 38003-02815, VJ Libero-datter fra Kasper Ballebye, Vrå
- Bedste kvie, jersey: 37485-08694, VJ James-datter fra Lars Bo Larsen, Sindal
- Superko, jersey: 35582-06167, VJ Husky-datter fra Alstrup I/S, Brønderslev
RDM
- Bedste besætningsgruppe, RDM + interbreed: Fra I/S Kokkenborg, Dronninglund
- Miss Vendsyssel og bedste ældre, RDM: 34768-05452, VR Dalton-datter fra I/S Kokkenborg, Dronninglund
- Bedste yngre, RDM: 69760-05124, VR Enigma-datter fra Peter Nielsen, Vilsted ved Løgstør
- Bedste kvie, RDM: 34165-04458, VR Hopla-datter fra Holtegård, Bindslev
- Superko, RDM: 34768-05610, VR Corona-datter fra I/S Kokkenborg, Dronninglund
Kødkvæg
- Bedste besætningsgruppe: Fra Pallas Charolais, Bindslev
- Bedste handyr: Charolais-tyr fra Pallas Charolais, Bindslev
- Bedste hundyr: Blonde-kvie fra Casper Falden Sørensen, Sæby
- Bedste par: Charolais-par fra Pallas Charolais, Bindslev