82 år og nyslået museumsejer med i Herning
I slutningen af maj åbnede et traktormuseum i Nørre Nissum ved Lemvig. Ejeren er 82 år gammel og nyder de mange besøgendes fascinerende blikke og interesserede spørgsmål.

Selvom man er 82 år gammel, kan man godt åbne et traktormuseum. Med hjælp fra det lokale turistkontor er Anders Poulsen i dag museumsejer i Nørre Nissum ved Lemvig.
Selvom balancen ikke er hvad den har været, sidder detaljerne, historien og passionen for de gamle traktorer fuldstændig fasttømret i 82-årige Anders Poulsen.
Sidst i maj slog han og hustruen, Erna, døren op til deres gamle svinestald. En stald hvor svinene for længst er væk, renoveret og fyldt med 30 veteranmaskiner. 28 traktorer, en gammel presser og en mejetærsker.
Volvo, Porsche, Vety »Vestjyden«, Bukh, John Deere, David Brown, Lanz Bulldog – ja, for blot at nævne nogle af dem
Ja, og snart en gammel engelsk Leyland fra 1974, som lige nu står skilt ad i mange dele. For sådan har det været i snart 25 år.
Anders køber gamle traktorer, skiller dem ad, sandblæser, makker og samler det hele igen. Og ikke mindst, sørger han for, at traktoren kan starte og selv køre ind i den flisebelagte hal til de andre.
Originalitet
For det er 25 år siden Anders Poulsen købte sin første veterantraktor. Den kom ind i laden sammen med alle de andre, der kom til, for der var ikke tid til at gøre noget ved dem, da livet som svineproducent og planteavler udfyldte dagene.
Men for 13 år siden, da grisene blev solgt, blev der tid til traktorerne, som stod i kø til at få en kærlig hånd.
De fleste må betegnes som gamle lig, da de ramte ejendommen i Nørre Nissum – i dag står de næsten fabriksnye, og ikke mindst originale, side om side.
For selvom det nemmeste ville være at bestille et par kasser skruer til mellem 50 øre og 1 krone stykket, sker det ikke i værkstedet, når Anders hygger sig med sine traktorer med radioen tændt. For tingene skal, hvis det er muligt, være originale, og så koster en skrue ikke længere 50 øre med 76 kroner til en gammel Volvo.
- Det er sådan noget, jeg får kritik for, siger Anders, som også ofte finder originale dele, hvor andre har opgivet.
Og findes det ikke, må han selv i gang. For man tager på ingen måde et Bukh-sæde og sætter på en Lanz Bulldog traktor. Så svejser Anders selv, så det kommer så tæt på originalen som muligt.
Ved en enkelt traktor købte han to ens, for at have reservedele til blot at kunne samle en.
En bid af vores landbrugshistorie
Men ikke alt går op i originale skærme og lys. Historien om den enkelte traktor er også en stor del af traktormuseet.
Historien om hvordan Ford-Fergusson blev til Massey-Harris og senere Massey Fergusson. Historien om MC Cormach-traktoren med to sæder, som blev brugt til at hente flyvemaskiner hjem, hvoraf det ene sæde var til piloten. Eller den om det, egentlig temmelig elendige førerhus, på Bukh Jupiteren, som er alt andet end støjsvagt, fordi det er bygget ovenpå selve traktoren.
For ikke at glemme historien om Porsche, som var gode venner med Hitler og hvordan Hitler ville have ham til at producere luftkølede traktorer, for ikke at vandet skulle fryse, dengang under krigen.
Der er plads til alle
Anders præsenterer traktorerne en for en, i den rækkefølge de står, i den gamle svinestald. Jo flere spørgsmål om maskinen og historien han får, desto større bliver lysene i hans øjne og smilet på læben.
Men han har hurtigt lært af aflæse folk. For nogle går en hurtig tur gennem de to rækker med traktorer og finder den traktor de kørte på som barn, for så hurtigt at gå videre igen. Andre vil have alle detaljer om motorer, gear og hestekræfter mens en helt tredje gruppe er mest interesseret i historien.
Nogle kommer hurtigt gennem de 30 traktorer, mens andre bruger timer i selskab med Anders. Og uanset hvad er alle lige velkomne hver onsdag fra klokken 14.00 til 17.00. Eller efter aftale med Anders. Det koster 20 kroner at komme ind, og på Landsskuet kan man snuse lidt til de mange gamle maskiner, da Erna og Anders udstiller 6-7 stykker af deres traktorer sammen med 20-25 andre på standen ved Dansk Veterantraktor Klub.