Udvalget bag årets Farmshow er godt i gang med forberedelserne. Netop i disse dage udsendes invitationer til egnens erhvervsdrivende om at støtte op om farmshowet ved at købe en stand på pladsen, hvor man får mulighed for at vise og fortælle om sine produkter og serviceydelser og komme i kontakt med et bredt publikum fra både land og by. 

Alle typer af virksomheder er velkomne som udstillere på Farmshow, hvad enten det drejer sig om produkter henvendt specielt til landmænd eller mere generelt til hus-, have- og fritidsfolket eller noget helt tredje, siger foreningen bag.

Pladsen indrettes igen med hovedringen på den centrale plads, og udstillerstandene vil udgå fra ringen i en slags stjerneform, så der skabes et gågademiljø og udstillerne kommer tæt på de aktiviteter, der hele dagen igennem kommer til at foregå både i ringen og i børneområdet. 

Der vil traditionen tro være masser af børneaktiviteter. Allerede fredag den 14. afholdes Børnenes Dag, hvor skoleklasser, institutioner og dagplejere inviteres ned på pladsen for at se på klappedyr, høre om landbrug og deltage i aktiviteter. 

Som optakt til besøget på Farmshow kan skoleklasser også bestille et gårdbesøg, hvor de kan komme tæt på en landbrugsproduktion og høre mere om dyr og afgrøder. 

Om lørdagen afholdes det store dyrskue, hvor egnens flotteste dyr udstilles og bedømmes. Samtidig har alle børn også mulighed for at udstille deres kæledyr eller hobbydyr på børnedyrskuet.

Der arbejdes for tiden på forskellige underholdende indslag i løbet af lørdagen.