Region Vendsyssel LandboUngdom byder alle velkommen til DM og NM i pløjning den 26. og 27. oktober i Børglum-Vrå området.
Landbrugsskolerne ligger ud fredag formiddag. Skolepløjningen skiller sig ud ved, at der ikke kun samles point i selve pløjedelen, men blandt andet også for de enkelte skolers heppekor. 
Klokken 14.45 udløses spændingen og vinderholdet får overrakt en pokal.

Konkurrencestart

DM-pløjerne og NM-pløjerne starter deres konkurrence fredag sidst på formiddagen. Det sker i stubjord ved Teri Damgaard Andersen og Niels Andersen på Bredkærvej 54 i Vrå. 
Lørdag fortsætter pløjekonkurrencerne i grønjord hos Bea og Henrik Overby Christensen på Gl. Vittrupvej 25 i Løkken.
Konkurrencepløjning foregår både i stubjord og i grønjord. I hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score er vinder. Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der vil blive vurderet.
Lørdag vil man også kunne følge veteranpløjerne.

Arrangementet flyttes i mørke

Det er ikke hvert år, man fra arrangørernes side vælger at flytte stævnet fredag aften, for at stille det hele op igen på en anden lokation, klar til lørdagens konkurrencer. Men i år har der ikke været andre muligheder.
- Vi starter klokken 18.00 om fredagen og bliver ved, til vi er færdige. Jeg håber da, at vi færdige inden midnat, men man ved jo aldrig, og vi skal have et stævne klar til næste dag, siger Emil Hansen fra styregruppen bag arrangementet.
50 frivillige står klar til at give en hånd med i løbet af de to dage og i særdeleshed når Plovkroen med bespisning, udstillinger, sponsorstande og flag alt sammen skal pakkes ned på Bredkærvej og stilles op igen på Gl. Vittrup

God oplevelse for publikum

Region Vendsyssel LandboUngdom glæder sig til at byde alle velkomne. De har kæmpet bravt for at kunne tilbyde pløjerne de bedste forhold og tilskuerne en god oplevelse, hvor de har mulighed for at se det ypperste indenfor pløjekunsten.
- Vi har gjort vores bedste for, at alle tilskuere skal få en god oplevelse, siger Emil Hansen.
De kan, ud over konkurrencepløjning, nyde godt af forplejningen, som lørdag byder på helstegt pattegris og øl og sodavand fra Løkken Bryghus.

Stævnet slutter med et grønt brag

Efter konkurrencen lørdage slutter stævnet af med en fest for pløjedeltagere og hjælpere, der afholdes på Idrætscenter Vendsyssel. 
- Vi skal fejre vindere af stævnet, og vi skal sige tak til alle, der har hjulpet med at gøre det muligt, siger Emil Hansen.
I år bliver pløjefesten en temafest. Og da den er sponsoreret af Almas Agro, bliver aftenens tema den grønne Claas-farve.
- Vi vil blandt andet have en grøn løber og grønne drinks. Vi glæder os helt vildt, siger Emil Hansen.


Alle kan tilmelde sig festen via landboungdom.dk, og på dmplov.dk kan man læse mere om DM og NM i pløjning.

Konkurrencepløjning
Konkurrencepløjning foregår både i stubjord og i grønjord. I hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score er vinder. Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der bliver vurderet.