Mange gæster i varmen
Hygum Hjemstavnsgård trækker gæster fra et stort område, og varmen stopper ikke aktiviteterne

Der arbejdes flittigt på Hygum Hjemstavnsgård trods varmen, og der har været flere gæster i år end normalt.
Hygum Hjemstavnsgård fik tidligere på året overrakt turismeprisen i Vejen Kommune, og aktiviteterne fortsætter - trods varmen.
Igen i år er der dagligt åbent i ferieperioden, og meldingen er klar:
- Vi har i år haft flere besøgende i juli end normalt, siger en tilfreds formand, Svend Dixen, til Landbrug Syd.
Det er altså ikke alle, der vælger stranden, og Svend Dixen beretter om gæster, der kommer fra et stort område.
I sommer har der været et specielt indslag i form af »Landsbyen i arbejde«. Her var der ekstra mange aktiviteter, og mange gæster trodsede varmen og kiggede forbi for at se, hvad der typisk skete i en landsby for omkring 100 år siden.
I weekenden 18.-19. august danner Hygum Hjemstavnsgård i øvrigt for første gang rammen om en pilefestival.